Verdens bedste historie
Den dag Sebastian fik sit 12-tal af censor, kunne jeg ikke mere. Jeg begyndte at stor-tude! Han var den sidste elev, jeg havde oppe til afgangsprøven i mundtlig dansk det år. Og hans afgangsprøve satte punktum for tre år, der havde været mere end almindeligt meget op ad bakke.
-Græder du? Sebastian kiggede undrende på mig. Og jeg kunne kun nikke. Ja, jeg græd. Og han grinede lidt. –Så fik jeg min lærer til at tude! Hold da op!
Og det er slutningen på en af de bedste historier jeg kender. For da jeg første gang mødte Sebastians klasse, var jeg ellers også tæt på at tude! Magen til kaos, havde jeg aldrig set. Halvdelen af klassens elever havde over et halvt år forladt klassen, og der var kommet lige så mange nye til. Det betød, at der ikke var en klassekultur. Eleverne var utrygge ved hinanden, det faglige niveau var alarmerende lavt og mange elever sad med forskellige uafdækkede problematikker. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde.
Jeg blev råbt af, truet, kaldt kælling og spyttet af. Eleverne havde massive indbyrdes konflikter med hinanden. Nogle af pigerne sloges! En gruppe af drengene var systematisk forstyrrende, og mange var i klemme i det spil, der foregik.
Men, værst var erkendelse af, at jeg trods års erfaring som lærer ikke kunne skabe ro og et trygt læringsmiljø. Timerne var en endeløs række af konflikter, og hverken jeg eller mit team kunne få hul igennem til klassen.
Jeg holdt stand næsten helt til efterårsferien. Så kunne jeg ikke mere. Jeg ringede og meldte mig syg med beskeden: Jeg fejler ikke noget! Jeg KAN bare ikke mere!
Min leder reagerede lynhurtigt. Der blev indkaldt til krisemøde, og vi forsøgte at afdække, hvad der skulle til. Og hvis jeg skal koge indsatsen helt ned til en suppeterning, gjorde vi følgende:
En kæmpestor, mandlig pædagog blev tilknyttet klassen. Han skulle primært træde til over for en lille gruppe drenge, der var voldsomme og forstyrrende. To lærere med erfaring fra specialundervisningen blev tilknyttet klassen. Den ene endte med at blive resten af klassens skoletid.
Med det team, og en efterårsferie bag mig, mødte jeg op igen. Og gloede vantro på hele min klasse, inklusiv de hårde drenge, der blev sat i rundkreds. Og så startede vi ellers fra en ende med at tale normer, værdier og opførsel. Det var godt nok ikke megen tid, vi fik brugt på faglig læring de næste par måneder.
Jeg husker 7. klasse som én lang kamp. Jeg skrev syv indstillinger til forskellige specialforanstaltninger, det år, og vi fik langsomt ædt os ind på, hvem der skulle have hjælp og hvordan. Og så lysnede det det langsomt, og vi kunne gå i gang med at lappe faglige huller. Igen med en faglig støtte i næste alle timer, og et længere forløb fra kommunens læseteam. Og endnu flere indstillinger…
Da Sebastian fik sit tolvtal til afgangsprøven, kunne jeg ikke mere! Det var som om, der gik hul på et eller andet inde i mig. Den ene elev efter den anden havde i løbet af afgangsprøverne scoret den ene tårnhøje karakter efter den anden. Vi havde sammen vendt det, der lignede noget, der var dømt til at mislykkes, til en dundrende succes. Eleverne var kommet i mål. Og vi havde lavet et eksemplarisk inklusionsforløb i vores team.
Det er flere år siden Sebastian forlod folkeskolen. Inklusion er ikke noget nyt. Inklusion omfatter ikke elever med diagnoser, men alle elever, der som individer og fællesskab profiterer af tænkningen. I øjeblikket inkluderer vi på livet løs ude på skolerne. God ide. Men, hvor mange har de ressourcer i ryggen, som jeg fik i sin tid? Og kan en lærer med lidt løst tilknyttet hjælp klare at lave inklusion i en klasse med 26 børn? Jeg tror det næppe. Hvis vi vil inklusionen, skal forholdene være i orden. Vi vil gerne! Man kan godt! Men ingen kan gør det alene og uden de ressourcer, der skal til.
