Jeg VIL være der for mine elever

Det er onsdag et par uger før jul. Jeg kommer hjem og fortæller lidt frustreret, at jeg igen er bagud – men jeg blev nødt til at tale med en af mine elever.

”Folk burde virkelig kende til alt det, I har ansvar for – så ville de forstå, hvorfor I ikke har tid nok”.

Han har ret. Han kommer fra det private erhvervsliv, og havde en noget anden forestilling om skolelæreres arbejde, end den han har oplevet på klods hold, siden vi slog pjalterne sammen for lidt over to år siden.

Denne onsdag er, modsat hvad folk måske tror, en ikke-usædvanlig arbejdsdag for mig:

En pige i klassen skal printe. Hun kan med garanti godt selv finde ud af det, men spørger, om ikke jeg godt vil gå med hende.

Mens side nummer to er på vej ud af printeren, siger hun nervøst: ”Jeg tør altså ikke læse min stil højt. Jeg bliver alt for nervøs”.

Jeg smiler til hende. ”Det gør ingenting. Du må gerne være nervøs”. Jeg lægger min hånd på hendes skulder.

”Jeg ved, at flere af de andre også bliver død nervøse”, prøver jeg med et smil.

Hun kigger på mig og kniber øjnene let sammen. Jeg venter. Kan ligesom fornemme, hun tager mod til sig.

”Det er nok fordi, min far er alkoholiker”, siger hun endelig. ”Så jeg var ret nervøs, især da jeg var lille, fordi jeg aldrig vidste, hvad humør han var i – og nogle gange bliver jeg ligesom stadig alt for nervøs”.

Det nærmest vælter ud af hende, og hun ser helt chokeret ud over, at hun har sagt det højt.

”Det kender jeg godt”, siger jeg til hende.

Hun ser overrasket på mig.

”Min far drak også, da jeg var på din alder”, fortæller jeg hende, og foreslår, at vi lige går ind i et tomt lokale.

Så spørger jeg lidt mere ind til, hvordan det er derhjemme. Både af oprigtig interesse, og for at spore mig ind på, hvor alvorlig situationen er.

Hun begynder at fortælle. Først langsomt og forsigtigt, men stille og roligt får hun mod til at åbne og fortælle mere, og i løbet af de næste tyve minutter får jeg indblik i hele hendes opvækst, forældrenes skilsmisse, hendes følelser af savn, usikkerhed og ansvar.

Hun græder ikke, som man måske ville tro. Hun er en stærk pige. Måske lidt for stærk. Og måske lidt for ansvarsfuld. Men lige nu virker hun også lettet.

”Jeg er virkelig glad, for at have dig som lærer”, siger hun og smiler.

”Og jeg er glad for at have dig som elev”, siger jeg og smiler retur.

Vi bruger sammen den næste time på at lægge en plan for hende, så hun ikke længere skal være alene med det hele.

Derfor kom jeg bagud den dag.

En anden dag er det en anden elev – men lige så vigtig. Og så kommer jeg endnu mere bagud. Sådan må det være.

For mig er det eleverne, der er essensen af skolen – ellers vil jeg ikke være med.