Du fik 12 – og hva’ så?

Det er nok ikke den reaktion, det unge menneske typisk møder, når hun træder ud af eksamenslokalet. Nej, vi jubler, på vores elevs vegne, på vores barns vegne, på samfundets vegne.
Ungdommen, et skridt tættere på at kunne vælge uddannelsen med det højeste snit. Nu kan du blive jurist, nu kan du blive læge, og nu kan du blive jordmoder og give den nyfødte karakter efter sundhedstilstand. Så er Livet igang.
Tillykke. Du er blevet bedømt egnet til det hele.

Det starter i folkeskolen, hvor den gode hensigt med elevplanen udvandes med for lidt tid til uddybelse af den, og i de største klasser kommer karaktergivningen i alle fag, hvilket både elev og forældre går langt mere op i – da de er jo udslagsgivende for, hvilket gymnasie, hvilken uddannelse, der realistisk kan vælges.

Men hvad vil vi egentlig med vores unge, samfundets kommende voksne?
Politikerne vil gerne have, at de vælger rigtigt første gang, når de skal studere, at de ikke tager pauser i studierne, og at de derefter bliver på deres pind som gode skatteborgere.
Det kan karaktererne ikke hjælpe dem med. Det kan vi. Lærerne. Ved at udvikle den skriftlige bedømmelse. Ved at spørge dem, hvad de brænder for, hvor de er villige til at lægge alle deres kort, al deres energi. Ved at fortælle både dem og deres kommende uddannelsesinstitution, hvad de er gode til, hvor de finder deres styrker og svagheder. Og at de unge med udgangspunkt i denne skriftlige bedømmelse får lov vælge studie.
På den måde kunne vi som samfund, som uddannelsessamfund, stile lidt højere end nu, og lade vores unge studere med hjertet og ikke med karaktererne.