Hvornår blev det okay ikke at lytte til fagfolk?
Når jeg møder hver morgen på arbejde, prøver jeg at være professionel, jeg prøver at gøre alt det, jeg lærte på seminariet og prøver at bruge min erfaring, så godt jeg kan. Ofte lykkes det, men det sker også, at ting skal ændres og gøres anderledes.
Jeg underviser i flere fag, er klasselærer og har især timer i håndværk og design og understøttende undervisning. De praktiske og legende fag er der stort fokus på i skolereformen. De skal understøtte de boglige fag og give eleverne en større praktisk tilgang.
På min skole er jeg den eneste der underviser i håndværk og design og kan derfor ikke sparre eller dele arbejdsopgaver med andre. Det er et nyt fag, så der ligger derfor ingen undervisningsmateriale fra sidste år, jeg kan bruge.
Niels Egelund og hans Taskforce bakkes op af vores Undervisningsminister Christine Antorini i at mene, at der skal mere struktur og disciplin ind i folkeskolen. Eleverne skal lære at være stille og høre efter. Enhver lærer der har undervist i understøttende undervisning og håndværk og design ved, at dette er en svær disciplin at holde, når eleverne opfordres til bevægelse, at tænke selv og finde løsninger. Man kan som lærer ikke bare bede eleverne om at sidde stille og holde mund, når selve undervisningssituationen opfordrer til det modsatte.
Det er også forkert, når der med de nye arbejdstidsregler fortælles, at lærerne bare skal forberede sig på en anden måde, sparre og genbruge. Dette kan i praksis ikke lade sig gøre. Effektiviteten har nået sin grænse, for nogen af os er den gået over grænsen, og det går ud over kvaliteten.
Nogens faglighed er blevet mere værd end andres. Der bliver lyttet mere til, hvad konsulentfirmaer og forskere mener, end til dem der rent faktisk arbejder med kerneopgaverne i praksis. Når konsulentfirmaer bliver betalt millioner for at fortælle, at vi i det offentlige kan og skal blive mere effektive, så bliver der lyttet. Men når lærerne fortæller, at grænsen for effektivitet er nået, bliver vi beskyldt for kun at se på problemerne og iføre os nej-hatten.
Det er problematisk. Det er problematisk, fordi de anerkendte meningsdannere kun har en lille forståelse for, hvad der sker ude i praksis. Det er problematisk, fordi nogens faglighed bliver mere værd end andres, hvilket i sidste ende kan betyde, at folkeskolens pædagogik og virkelighed kun kommer til at bygge på forskeres og konsulenters syn på virkeligheden, som ikke har meget med lærerens hverdag at gøre.
Så når sygeplejersker fortæller, at de bruger for meget tid på dokumentation, pædagoger fortæller om, hvordan der er færre hænder til flere børn, eller når lærerne fortæller, at der er for lidt tid til forberedelse, så passer det. Vi siger det ikke, fordi vi har ondt af os selv, har nej-hatten på, eller kun vil fokusere på problemerne, vi siger det, fordi det er et problem, og fordi vi er professionelle, der ved, hvad vi taler om.
Vi skal selvfølgelig lytte og bruge forskning alt det vi kan, men forskningen bliver nødt til at bygge på fagpersoners erfaringer og den hele hverdag.
