Tænk om Æsel fandt meningen

Nogen gange glemmer jeg hvorfor jeg er lærer. Det er som alle dage bliver grå og regnfyldte dage, hvor meningen med at stå op synes forsvundet og skulle jeg beskrive mig selv med få ord ville det være: Æsel i Peter Plys.

Jeg kom en grå dag i januar på arbejde som Æsel, ryggen var lidt mere rund end normalt og timerne til hvornår jeg skulle vende næsen hjem af var talt. Lyden fra klokken på lærerbordet formåede at skære igennem tågen og jeg så op og så Eriks store smil, sådan et smil som kun kan smitte og feje lidt af regnen væk. Jeg gjorde det, Line, sagde Erik og gav mig et spontant kram, sådan et kram som fejede det sidste af regnen væk.

Lige der blev det ligegyldigt hvornår jeg skulle hjem og om skemaet nu hang sammen. For lige der gav det mening igen. Erik og jeg havde ikke løst den gotiske knude, vi havde såmænd ikke gjort noget der ville give udslag, hvis jeg var resultatlønnet. Men vi havde opnået et mål, et læringsmål om man vil. For hvad der for andre synes som en simpel rutine: hænge sin jakke op, tage sin madpakke op og lægge i køleskabet for derefter at ringe på klokken havde vi nu arbejdet med i 1 ½ år og netop denne grå dag var det lykkedes.

I denne tid hvor der fyges om sig med resultater af nationale test, PISA, afgangseksamens resultater og rangering af kommunes folkeskoler, og eleverne skal blive dygtigere, der drukner Eriks sejr. Men ikke hos mig, for det er Eriks sejr der fæstner sig.

Når jeg læser de danske folkeskoleelever klarer sig godt så glædes jeg, når min skole går et hak op på ranglisten over karaktergennemsnit i kommunen så smiler jeg og føler en stolthed.

Men det er når jeg ser Eriks sejr jeg oplever mening og husker hvorfor jeg er lærer. Det er når jeg får lov at dele de små og store sejre, de måske for andre små mål blive opnået, at jeg selv en kold regnfuld dag januar kan smile til regnen og møde verden ikke som Æsel, men som læreren Line.