Når man får et Amen galt I halsen…

Det er et par måneder siden, at vi gik igang med at tale juleafslutning for alle børnene på skolen.

Vores nyligt tilkomne leder ville gerne have alle børn og voksne med i den lokale kirke. Jeg mindede ham om, at det var vigtigt, at aftalen med kirken blev formet efter, at vi er en folkeskole med knap femten procent tosprogede børn, hvoraf de fleste har en anden religiøs baggrund, så ingen Fader Vor, ingen Velsignelse – bare juleafslutning i et stemningsfyldt lokale.

Dagen oprandt. Det var en smuk dag at få ferie på. Alle 600 børn og voksne gik smilende over til kirken. Der var blandede forventninger til oplevelesen.
Nogle elever var per definition imod. Andre glædede sig, både dem, der ikke havde været der før og dem, der havde en tidligere god oplevelse at trække på.
Ind imellem disse små hoveder gik der også nogle børn, som ikke havde været i kirken før, og som var spændte på en helt særlig måde – nemlig blandet med en smule frygt, som når man er på vej til at gøre noget forkert, men man alligevel glæder sig. Jeg så frem til at netop disse børn skulle få lov at opleve, at den danske folkekirke ikke er en konkurrent til andre religioner, men et sted, hvor dem, der har valgt kristendommen til, kan finder ro til deres religion, og at vi også i et fortravlet Danmark har et religøst ståsted.

Vi sang “Et barn er født i Betlehem”, præsten fortalte en god fortælling fra virkelighedens verden, og der var en fryd derom.

Nu skal vi bede et Fader Vor. Dem, der har lyst, kan foldes deres hænder sådan her.
Fader Vor, du som er i himlen… Amen.

Præsten fortsatte efter Fader Vor med at velsigne alle med korsets tegn.

Da jeg talte med præsten efter besøget var budskabet klart: “Vi har lov til at holde en almindelig julegudstjeneste, når I kommer på besøg, og det vil vi ikke ændre.

Jeg synes, at det er synd. Nej, jeg synes faktisk, at det er en synd.
Alle børnene, uanset religion, kunne denne dag have oplevet, at vi har en religiøs baggrund i Danmark. En kulturel baggrund for dem vi er i dag, og at vi ikke altid er så ugudelige, som vi til tider fremstår. Vi er et land med en historie, med præster i kåbe, med fortællinger, der vejleder – og at vi er frie til at vælge.

Med forestillingen i dag var ingen frie til at vælge.

Er denne oplevelse et udtryk for folkekirkens arrogance, eller afspejler den en manglende tolerance i samfundet?

Jeg håber det ikke. Men jeg synes, at det er ærgerligt, at vi som folkeskole, med folkeskolereformens krav om samarbejde med de omkringliggende kulturinstutioner og virksomheder, bliver nødt til at vælge kirken i vores sogn fra som en samarbejdspartner, når samarbejdet kun kan ske på nogle af børnenes præmisser.

Jeg glæder mig nu til samarbejdet med andre kulturelle fælleskaber og virksomheder i nærområdet sammen med folkets børn.