En dørklokkes stemme

Jeg følte en vis skepsis, da jeg skulle ringe på dør nr. 5 den dag.
Godt jeg havde Charlotte med! For mig var det både en overskridelse af mine egne grænser, og et ubehag ved måske at overtræde en privatsfære for beboerne i opgangen.

Udenfor døren stod der 6 par børnesko hulter til bulter og efternavnet på døren var Hassan. Ringring.
Da vi præsenterede os i døren og fortalte, at vi gerne ville høre, hvad de mente om folkeskolen, mødte vi en imødekommende far, som var lidt usikker på, om han forstod, hvad vi mente, så både mor’en og den ældste søn på 8 år blev tilkaldt. To minutter efter var vi inviteret ind i deres hyggelige stue, hvor tv’et kørte med dansk tegnefilm, de to mindre børn, en dreng og en pige, legede på gulvet, og det var en almindelig lørdag formiddag hos familien.

I sofaen blev vi tilbudt kaffe og kage, og i en misforstået høflighed takkede vi begge nej.
Både forældre og tre børn sad med omkring sofabordet. De svarede ivrigt på vores spørgsmål, afklarede misforståelser hos hinanden, spurgte interesseret til vores arbejde, og de to små kom glædesstrålende og viste os deres legetøj på skift.

Da vi knap en time senere gik ud af døren, blev vi takket mange gange for vores besøg, og vi følte os berigede og taknemmelige.
Dette skete i mødet med en syrisk familie. En af de der flygtningefamilier… Mor, far og tre børn, som kom hertil for knap to år siden. Begge forældre er uddannede advokater og har arbejdet med deres fag i deres hjemland, indtil de måtte flygte. De er indstillet på at blive i Danmark og ønsker bidrage til det danske samfund med deres kompetencer. Deres børn går i børnehave og skole, så de kan lære sproget og blive uddannede til at bidrage til samfundet, som forældrene selv beskriver det. Selv tager de tremåneders praktikker i bla. Fakta og på Nyborgs privatskoles sfo, for at blive integreret i det danske samfund og dets kultur. Netop dette betegner forældrene som deres vigtigste opgave, og de håber på, at kunne bidrage med deres juridiske uddannelse og erfaring på den lange bane.

Vi fik med dette møde et kort glimt ind i en fantastisk, åben, positiv familie, som med kun knap 2 år i Danmark, og det første år i et asylcenter, kunne fortælle på dansk om deres holdning til og glæde ved folkeskolen. De delte smilende deres historie med os, og som for os var enestående – men der er sikkert mange enestående fortællinger af den slags derude – hvis bare man stemmer dørklokker og lytter.

5.dør er lykkens dør.

I dag havde jeg en oplevelse, jeg aldrig glemmer.