80’ernes Boheme… 30 år efter…

1981. Året hvor jeg blev 8 år. Året for den store isvinter, hvor min bror og jeg byggede en igloo. Jeg gik til jazzballet hos fru Desbo og min mor strikkede et par benvarmere til mig. Sidste skrig. Året hvor jeg helt vildt ønskede mig et par pastelfarvede ørevarmere magen til dem korpigerne i Tommy Seebachs melodigrand-prix-hit ”krøller eller ej” havde på. Og året hvor radioen i køkkenet genlød af Sebastian-hittet ”Romeo”.

Der var stille, derhjemme. Eftermiddagene var lange og kedelige, uden computerspil og tv-udsendelser. Jeg havde en kassettebåndoptager. Og spolede frem og tilbage på hjemmeoptagede musikbånd, mens jeg lavede ”et-chassé-og-gå-gå” og vrikkede med rumpen på værelset og skrålede med på hjemmelavet engelsk til tonerne af Everly Brothers og Boney M. ”Romeo” var sværere at danse til, men så sang jeg bare med i stedet. Højt og skingert og sejt, mens jeg forsøgte at lyde lidt ligesom Sebastian; sådan lidt poetisk og lidt rå. Og på et helt og aldeles hjemmelavet dansk. I mit hoved voksede ”pestilens” og ”nostalgi” og ”melankoli” og ”maskepi” til ord, der havde helt deres eget liv, og historien om Romeo og Julie blev uløseligt knyttet sammen med Sebastian-hittet, og min egen fortolkning af de svære, smukke ord. Maskepi var helt sikkert noget med karneval i Venedig og fjerbesatte masker med pailletter, og det gik også godt i spænd med signor sole mio, der sikkert var en italiensk greve, eller noget. Jeg fangede fint tristessen, selvom det aldrig gik op for mig, at der ikke blev sunget: ”Romeo og Julie går med hinanden –yeah”, men i stedet ”Romeo når Julie går med en anden hjem”… Stakkels Romeo. Men, der skulle gå mange år, før jeg forstod alle ordene i teksten. Men, jeg tror, de landede derinde et sted på harddisken, mellem snevintre og ørevarmere. Jeg har i hvert fald lige opdaget, at jeg stadig kan hele teksten uden ad. Selv om det er over 30 år siden, at jeg stod og lavede spjæt på børneværelset, så lampen dinglede fra loftet.

Fornylig læste vi Thøger Larsens ”Danmark nu blunder den lyse nat” i 9. klasse. Det gik faktisk nogenlunde. Det er ikke fordi det umiddelbart er et stort hit at læse Thøger Larsen med 26 15-årige. Det kræver allermest, at man som lærer selv tror på projektet. Og det gør jeg. Den er saft suseme smuk, den tekst. Og jeg vil lægge mit hjerte som indsats, blødende og bankende, på katederet, for at få solgt varen. Fordi, jeg tror på teksten. Og fordi, jeg gerne vil give de unge, det, der stadig duer, med på rejsen videre. Og fordi jeg gerne vil kvalificere dem til at tage det med videre fra deres egen tid, som de vurderer skal med på rejsen. Og det var lidt op ad bakke, for selvom jeg troede, jeg havde styr på alle svære ord, kom det alligevel bag på mig, at en sætning som ”Lærker der hopped af æg i vår” ikke lige gav nogen mening, når man er 15 og bor i en by i provinsen. Og da vi endelig havde fået opklaret hvad det vil sige, at ”en lærke hopped af æg”, kom vi til ”vår”, som udløste rungende tavshed. En modig elev vidste på opfordring, at der var noget, der hed et pudevår, men det gav jo ligesom ikke mening, som hun sagde… Det skulle vil lige grine færdig af… Men, vi klarede det.

Nu er teksten måske glemt. Måske er den ikke. Måske er den gemt. Et sted dybt inde i teenage-hjernens byggeplads. Måske ligger der nogle ord, der er 30 år om at spire? Under alle omstændigheder tror jeg på, at vi skal tage kampene. Også selv det er kedeligt at gå på kunstmuseum. Eller umuligt at forstå en tekst, der er 100 år og oldnordisk. Vi skal finde det rum, hvor vi kan mødes. Hvor jeg kan række noget videre. Og i bytte måske få en rap-tekst af en rimsmed, der kan noget, som er værd at beskæftige sig med. Også for mig. Det eneste vi ikke skal er at give køb, fordi det er nemmest i en tid med alt for mange tilbud. Og ”maskepi” er for resten et lækkert ord, som jeg tror, jeg vil bruge lidt oftere…