Flere mursten, for pokker

Forleden i Verdens Bedste Folkeskole satte jeg mig ned med Rikke og så hende i øjnene. Det var tid til den årlige elevsamtale, og jeg havde gode nyheder. Hun havde gjort det godt. Hun ville få gode karakterer og blive erklæret uddannelsesparat til sin ungdomsuddannelse. Der er lige det med Rikke, at hun er ordblind. Derfor har vi sammen udviklet nogle strategier, som har gjort hende i stand til at løfte sig op over sin ordblindhed. Hun er go’. Rigtig go’, og hun sidder der foran mig og labber rosen i sig som en lille kattekilling, mens jeg er ved at revne af stolthed. Desværre er det rigtig længe siden, jeg sidst har haft muligheden for at se tilbage på et så vellykket forløb. Jeg har simpelthen forsømt disse ting, for jeg har ikke haft overskud til dem.

Det har hængt tungt i luften det seneste årti. Bøjet i neon, omend lettere ramponeret med tiden. Mantraet ”Verdens Bedste Folkeskole”. Forventningerne til skolen var skruet helt op. Første gang jeg stødte på begrebet var i 2005, da jeg blev ansat i den danske folkeskole, og jeg tænkte, wow! Fedt at få lov til at være med til at udvikle Verdens Bedste Folkeskole.

Det så da også lovende ud. Min skole var proppet med nye og gamle kolleger, der med entusiasme kastede sig ud i opgaven, og som med solen i nakken og vinden i ryggen tog fat på arbejdet. Men ak, efterhånden som tiden gik, begyndte truslerne om nedskæringer at trække ind over skolen som en mørk, regntung sky fra vest. Fyringsrunde afløste fyringsrunde, og mismodet blandt os skolefolk satte sig lige dér, lige i mellemgulvet.

På trods af årenes nedskæringer holder man stadig fast i jubelretorikken omkring skolen.  Daværende undervisningsminister Christine Antorini gik endda ud i reformens kølvand og proklamerede, at vi nu ville se folk flytte deres børn fra privatskolerne til folkeskolen igen indenfor et par år. Det skal åbenbart blive skidt, før det kan blive godt, for det er endnu ikke sket. Tværtimod.

At magthaverne giver deres undersåtter større opgaver men færre ressourcer, er ingen nyhed. I Bibelen kan man læse fortællingen om israelitterne, der som Faraos slaver blev pålagt at bygge ham et strålende palads, ja en hel pragtby. Undervejs tvang Farao israelitterne til at sætte antallet af mursten, der skulle produceres i vejret, mens adgangen til den halm, der skulle til for at binde leret sammen i murstenene blev begrænset. Israelitterne skulle altså producere mere, men fik deres mulighed for at løse opgaven begrænset. Lærerne i Folkeskolen er ikke slaver, men frie ånder, der leverer et videntungt produkt, og som netop nu i stigende antal bryder sammen under vægten af denne opgave. Hvis du har børn i folkeskolen, ved du, hvor meget det påvirker dine børn, hvis deres lærer er væk i længere perioder pga. sygdom o. lign. Du ved, at børn lider under skiftende vikarer, rodløshed og lemfældigt planlagt og udført undervisning. Det giver usikkerhed, utryghed og i sidste ende haltende læring.

Der er aldrig helt penge nok. Det er ok, kære minister.  Vi forstår godt, at riget fattes penge, men gør os nu den tjeneste ikke at fortælle os, at lort er lagkage. Vi kan godt smage forskellen. Det er os, der skal sætte tænderne i den, så vis os den respekt at tage os alvorligt. Tal til os som de kompetente mennesker, vi er. Forældre, lærere, borgere.