Konkurrenceskolen – et moderne eventyr ?

Konkurrenceskolen – et moderne eventyr ?

Duer ikke – væk, det citat kender vi allesammen fra Klods Hans, og vi elsker også, hvordan netop Klods Hans vinder prinsessen og det halve kongerige. Klods Hans var, på trods af sine dårlige boglige kundskaber, en vinder alligevel. Tænk, om det kunne overføres til den verden, Folkeskoleverdenen, som jeg til daglig bevæger mig i. Der er det nemlig ikke meget bevendt, hvis man ikke er boglig stærk, der er det ikke en kvalitet, hvis man finder en død krage i en grøftekant, og det er heller ikke et plus set i forhold til adgangskrav til videreuddannelse og livet.

Jeg møder mange forskellige børn på min skole, hvoraf nogle er som Klods Hans’ storebrødre, hvilket skolen bestemt nyder godt af, men jeg møder også Klods Hans, som af flere forskellige årsager ikke lige klarer sig så godt. Måske er det med bøgerne ikke helt så let, måske flyder hjemmet ikke med bøger, måske er det med at uddanne sig bogligt ikke lige en tradition i familien. Og måske er den daglige støtte fra forældrene omkring lektielæsning, trods den gode vilje, nærmest ikke eksisterende. Årsagerne er mange. Ofte står børnene foran en med et meget flovt udtryk i ansigtet. De er kede af, at tingene ikke lykkes for dem, for de vil gerne lykkes. De kender godt betingelserne og karaktersystemet, de kender godt værdien af et 02, eller det der er værre. Jeg kan ikke forestille mig noget mere demotiverende end en dårlig karakter.” Hvad er der dog i vejen med mig, jeg kan ligeså godt opgive, for jeg kan jo ikke noget”, ville jeg måske sige til mig selv. Ingen kan fortænke en sådan tanke, og alle kan skrive under på, at det blandt andet er en skoles opgave, at hjælpe disse børn videre. Det er jeg enig i, men med indførelse af et system, hvor det er muligt at dumpe i Folkeskolen, og derved blive afskåret på sin videre vej i livet, så stiller man alle mulige forhindringer i vejen, for at bryde den sociale arv.

Det undrer mig, at svaret fra vores politikere på at bryde den sociale arv, er ved at stille ultimative forhindringer for de, der har det svært. Måske afspejler sammensætningen i Folketinget at de netop i deres skoletid var vindere med god ballast fra hjemmet. Måske er det svært at forstå, når man har en længerevarende uddannelse, når man er cand.jur, cand.polit eller journalist. De har måske aldrig stået i den situation at blive valgt sidst, at komme sidst eller ikke deltage i et arrangement, fordi der ikke var råd. Men man bør kunne vente sig mere af folketingsmedlemmer. Jeg oplever alt for ofte at råd og vejledning fra personer, der ved noget, bliver set overhørigt. Eksempelvis vil Venstre fastholde deres krav på minimum 4 i dansk og matematik som adgangskrav til gymnasiet, selvom det er påvist, at 2 ud af 3 fagligt svage elever faktisk klarer sig bedre til studentereksamen end i Folkeskolen. Hvorfor er vores politikere bedrevidende? Hvorfor ved de altid bedst? Lytter de overhovedet? Og med indførelse af 2 i dansk og matematik som afgangskrav til erhvervsuddannelserne, så går samfundet glip af en femtedel af en årgang. Mon det er meningen.

I demokratisk samfund er det vores kerneopgave, at arbejde for mest mulig lykke for så mange som muligt, med andre ord at kunne indleve sig i andres situation, en situation som kan være helt fjern fra vores egen. Og er man et barn, som til dagligt har det svært, ikke vinder kampe og ikke vinder hæder, så opnår de ikke lykke ved, at en politiker spejler sig i sig selv og bestemmer, hvilke døre der skal være åbne. Åbn så mange døre som muligt, drop konkurrenceskolen og giv alle børn en fornuftig chance. De, der gerne vil konkurrere, skal der nok blive plads til. Vores samfund har stor glæde af mangfoldighed, tænk bare på hvor ofte, der efterlyses iværksættere, hverdagens ukuelige og kreative ildsjæle. Tænk på hvilke gode ressourcer, der kan gå tabt, ved at ekskludere børn allerede inden, de når at komme i gang. Med andre ord så har vi brug for alle de børn, der kan finde kvalitet i en krage fundet i grøften. Vi skal skabe plads til vores elskede Klods Hans.

Men i vores moderne eventyr bliver Klods Hans totalt udstødt og hele æren går til hans veluddannede akademikerbrødre. Døm selv, hvilken version I helst vil læse for jeres børn.