Da jeg ikke blev tømrer

 

Da jeg var 5 år og en lille fregnet pige med rottehaler og gang i den ville jeg kunne bygge mit eget hus, for det synes jeg, var mega sejt. Kan I forestille jer selv at kunne sætte vinduer og døre i! Selv bestemme form og facon. Et Villa Villekulla! Og derfor ville jeg være tømrer.

Det blev jeg ikke!

For da jeg var 10 endte jeg i en situation, som blev afgørende for mig valg.

Jeg sad på en sovesofa på et klassisk pigeværelse med Cut n’ Move  på væggene. Over for mig sad min veninde og klassekammerat Linda, og mellem os lå dagens matematiklektier. Sikkert noget med at beregne arealet af alverdens figurer. Som I kender … I ved noget med højde, og grundlinje.

Min veninde kigger på og spørger: ”Hvad er resultatet i opgave 5.a?”

Og lige der, lige med det spørgsmål startede en tydelig følelse inden i. En stærk følelse. En følelse, som jeg senere hen, har kunnet navngive som kompetence og indsigt.

Og så var jeg tarvelig. For jeg svarede hende ikke. Jeg gjorde ikke det, alle mine øvrige klassekammerater ville gøre. Jeg gav hende ikke resultatet.

Jeg kiggede på hende og sagde: Nu skal jeg forklare dig hvordan du skal gøre. Og jeg hjalp hende, guidede hende igennem. Og ved I hvad der skete? Hun bevægede sig frem skridt for skridt

De næste mange opgaver løste hun selv. Og fra den dag, ville jeg være lærer!

I dag er jeg 34 år, lige så fregnet og lige så rødhåret og står her i dag som en del af Danmarks imponerende samling af lærere. En samling af lærere, der er dybt kompetente i at skabe udvikling, i at vejlede, facilitere.

Vi står der for alle de små Linda’er ude i verden.

Og skaber hver dag den udvikling jeg startede den gang på pigeværelset.