For længe siden, i fattigdommens dage…

For længe siden i fattigdommens dage… Sådan starter Astrid Lindgrens fortælling ”Søndeneng”. En fortælling, der handler om de to små søskende, Mattias og Anna, der bliver alene i verden, og derfor anbringes hos Bonden i Kæret. Her er dagene fattiggrå og livet så tungt, at jeg som barn fik helt ondt i hjertet, hver gang, jeg læste den. Ind i mellem græd jeg en smule. Og så måtte jeg lægge bogen væk. For det var så frygteligt at læse om de stakkels børn, der var blevet til overs. Børn, der gik sultne i seng.

Heldigvis var fattigdommens dage så vældig længe siden, og ordene var så smukke, at bogen altid kom ned af hylden igen. Og bogen fulgte med mig, selv da jeg egentlig troede, at jeg var blevet for gammel til at læse eventyr. I dag står den i min reol ved siden af andre vigtige bøger, og den har været igennem lidt af hvert. Siderne er gule, og ryggen ser i hvert fald lidt træt ud.

Mange år gik, og jeg gik med, som de fleste af os nu en gang gør. Der var ind i mellem bump på vejen, men når alt kommer til alt, så klarede jeg mig fint. Vi har jo alle muligheder. Alle sammen. Og en dag stod jeg så bag katederet i en klasse, hvor en lille dreng sad så forfærdeligt uroligt på sin stol og holdt sig på maven, mens jeg forsøgte at lære ham om vigtige ting. Og det var vigtige ting af den slags, hvor man helst skulle sidde nogenlunde stille i mens. Og det gjorde han ikke. Heller ikke selvom jeg flere gange bad ham om det. Og jeg satte mig ned ved siden af ham, og spurgte, om han havde ondt i maven?

Det havde han ikke. Men han var så sulten, sagde han. Og så så jeg dybt ind i to grå øjne, der var helt fulde af noget, som otte-årige drenges øjne slet ikke skal være fulde af. Han havde ikke fået morgenmad. Og før det havde han sådan set heller ikke fået aftensmad. Og så kan man ikke sidde stille. Man kan ikke lære. Man kan ikke være nogens ven. Man kan faktisk ikke noget som helst andet end at tænke på, at man er sulten. Og med et forstod jeg pludselig, hvad det betyder, når dagen er underlig fattiggrå. Og jeg tænkte, om det virkelig kunne passe, at der var børn, der blev lagt sultne i seng?

Fattigdom er jo noget relativt. Og i forhold til at vokse op i Haiti, er jeg da helt med på, at vi ikke har fattigdom på den måde i Danmark. Men vi har fattigdom. Enhver, der påstår andet, er enten dum eller lyver. Og jo, jeg har set forældre, der har foretaget de mest idiotiske valg, og det er sikkert sket, at nogen har gået på ”bistand”, fordi de ikke gad at lave noget. Alt det har jeg hørt… Og i de fleste tilfælde er det noget vrøvl. Og det er de børn, der kommer i klemme, der betaler prisen. Prisen for de voksnes valg.

Ifølge en ny rapport fra Institut for socialt arbejde, kan fattigdom forværre omsorgssvigt. ”Fattigdom kan ikke forklare omsorgssvigt, men det kan præge omsorgssvigt på den måde, at det at være fattig kan være en alvorlig belastningsfaktor, der går ud over børnene på mange måder”, siger Adam Johansen, der står bag rapporten.

Vi siger, at vi ikke har råd. Men jeg spørger; har vi råd til at tabe de børn, der i øjeblikket oplever det omsorgssvigt, som det er, at vokse op i fattigdom? Effekten af det svigt, er det børnene, der oplever her og nu, men som samfund kommer vi til at se konsekvenserne af dette, mange, mange år frem i tiden.

Jeg ved ikke, hvordan det her ender. Men jeg ved, hvordan fortællingen om Mattias og Anna og Søndeneng ender. God læselyst… Og tag endelig rapporten om omsorgssvigt af børn i fattigdom med på vejen. Så er der både til hoved og hjerte.

http://www.phmetropol.dk/Om%20Metropol/Nyheder%20og%20Presse/Nyheder/2016/04/fattigdom%20forvaerer%20omsorgssvigt