Ondt i sjælen? Vil du ha’ et plaster?
Jeg kan godt et par historier om mobning. Ikke så mange heldigvis, men et par stykker. Jeg kunne fortælle historien om Thomas, der blev systematisk chikaneret af en gruppe drenge i klassen. De kunne godt li at slå lidt til ham. Bare sådan for sjov, som de sagde. Jeg kunne også fortælle historien om Amalie, der begyndte i klassen med et selvværd, der var helt krøllet af mange års mobning, og stadig ikke kunne finde ud af det der med at få veninder. Der blev grædt mange tårer, inden hun fandt ud af det til sidst. Jeg kunne også fortælle om Emily, der begyndte at komme for sent hver morgen, for at undgå at sidde blandt klassekammeraterne og være usynlig. Eller om hvordan det var at være Søren, når klassekammeraterne lavmælt hviskede ”Åh nej”, hvis de blev sat i gruppe med ham. De er derude, de børn der ikke trives. Og ind i mellem er det mobning, der gør et børneliv bliver svært. Og det er noget af det, der gør allermest ondt i et lærerhjerte.
Det ny skoleår blev skudt i gang med fokus på mobning. Det glæder mig, at der er fokus på elevernes trivsel, og der er ingen tvivl om, at jeg støtter fuldt og helt op om et hvert tiltag, der kan gøre skoledagen bedre for Thomas eller Amalie eller Emily, som er nogle af de børn, som jeg bærer med mig selv mange år efter, de har forladt mine klasselokaler. Men måske kommer det bag på folk, at jeg også bærer de fleste af de børn, der var med til at gøre skoledagen sur for dem, med mig. Mobberne.
Måske ser du en type som Kurt for dig. Du ved, ham fra tegneseriestriben Steen og Stoffer. Kurt er den store væmmelige bølle, der som en anden Orla Frøsnapper plager livet af Steen ved at tage hans mælkepenge og banke ham, når lejligheden byder sig. Kurt er prototypen på en mobber. Sådan en, der trækker vingerne af fluer og hiver små piger i rottehalerne. Og hvis bare de mobbere, jeg gennem årene havde mødt, var som Kurt, ville det være mægtigt. For det ville have været så meget nemmere at arbejde med mobning i folkeskolen, og så kunne man rigtigt sætte alle mulige sanktioner og instanser i sving over for mobbere. Men sådan er verden jo så nem og ukompliceret, hvis man sidder langt væk fra virkeligheden.
For i de fleste tilfælde har mobberne været søde og rare børn, der har det svært selv. Og mobning er på en eller anden måde blevet en del af kulturen i en gruppe. Og mobning er ofte subtil og svær at sætte en finger på. Det gør ikke mobning acceptabelt, men det forklarer måske, hvorfor der er ikke noget quick-fix, når det kommer til mobning. Der er kun en vej; det lange seje træk med hele klassen. Og det er sin sag, når man skal jonglere undervisning, forberedelse, efterbehandling, forældresamarbejde og de mange andre sager, der er i en klasse.
I Emilys tilfælde involverede det flere ugentlige samtaler med hende alene. Det involverede møder med hele teamet. Møder med AKT-læreren, som blev nøglen og min sparringspartner. Hun hjalp mig med at afholde møder for både pigegruppen og for hele klassen på en gang. Det involverede møder med skolepsykologen. Møder med Emilys forældre, og en samlet orientering til alle forældre. Arbejdet krævede ikke alene store mængder papirarbejde. Det krævede mest af alt store mængder tid og overskud fra klassens lærere, og ikke mindst adgang til hurtig og kvalificeret hjælp og sparring. Vi vil rigtig gerne forbedre elevernes trivsel i folkeskolen. Og vi kan gøre rigtig meget for dem. Men det kræver, at vi får rammerne. Det har Emily og Thomas og alle de andre børn krav på.
