Har du talt med dit barn i dag?
For jeg nåede det ikke, og det piner mig.
Asger fra 2. klasse, kom løbende forbi mig, da jeg sad og var ved at samle de sidste ting sammen til min næste lektion. I døren vendte han sig om mod de to kammerater fra hans klasse, som prøvede at hjælpe ham tilbage, og råbte fuck dig og fuck dig mens han pegede skiftevis på den ene og den anden med en anklagende finger. Asger fortsatte målrettet hen til vinduet og hoppede ud i friheden og roen.
Jeg ved, at Asger har brug for hjælp til at komme tilbage. Jeg kunne læse en fagbog sammen ham, det elsker han, og jeg ved det lader hans batterier op til at deltage i klassen igen. Når jeg lukker øjnene, kan jeg se ham sætte sig ved siden af mig i sækkestolen, sænke skuldrene og lægge sig til rette. Men det er ikke i dag, for som lærer er jeg nødt til at træffe et valg, det valg står mellem Asger og de 25 andre som sidder og venter på mig. Hvem skal jeg vælge?
Inklusion er på den politiske dagsorden, men hvordan ser det ud ude i virkeligheden? De børn, vi inkluderer, er nogen vidunderlige børn, men de har særlige behov, som gør, at de har brug for en voksen, der har tid til at guide dem fagligt og socialt. Inklusion er ikke en spareøvelse, det har jeg hørt en million gange, men hvorfor har kommunen så ikke penge på budgettet, så disse elever kan få den hjælp, de har brug for?
Jeg synes, at økonomiudvalget skal gå hjem og kigge budgettet igennem og finde de penge der er behov for. Jeg er lærer på en skole hvor vi har 6 elever, der tilsammen har fået anerkendt et støttebehov på 64 timer, men de har fået tildelt 20 støttetimer til deling. Kommunen antager, at skolen godt kan få det regnestykke til at gå op ved at en støtteperson støtter flere elever med særlige behov på en gang. Teoretisk lyder det måske ikke problematisk, men i den virkelige verden går elever med særlige behov ikke i samme klasse, og de løber ikke altid samme vej når de er kede af det. Særlige behov betyder særlige fra elev til elev. Én har behov for, at jeg er der på sekundet når han har behov for en rolig hånd på skulderen. En anden kan ikke løse sin matematikopgave uden en pegefinger, så han kan finde hoved og hale i hvor han er nået til. Den tredje har massive læsevanskeligheder, han kan ikke lave dansk uden en støtte hele tiden osv. Det er behov, som ikke kan opfyldes samtidig, så i praksis er der 3,3 time/uge til hver af de elever, som egentlig er blevet tildelt hver 12 timer/uge. Det er ikke en ordentlig ramme for en vellykket inklusion. Det er børnene der er tabere, og det bliver dyrt for samfundet i sidste ende, hvis vi ikke bruger flere penge her.
Navnet er opdigtet…
