Jeg er tvunget til at kalde worst case scenario ”best practise”
Eleverne i min 9. Klasse skriver en filmanmeldelse i engelsk og en reportage i dansk. De har arbejdet med skriveprocesserne under min vejledning, der er 26 elever i klassen, så jeg når rundt, så godt det kan lade sig gøre. Begge tekster og andre mindre skriftlige arbejder ligger nu i deres digitale porte folio, og venter på, at jeg får tid til at kaste et hurtigt blik på arbejdet.
I ”gamle dage”, før reformen og arbejdstidsreguleringen, ville jeg nærlæse, kommentere og give den enkelte elev feed back på skriftlige afleveringer. ”Retter du?”, spørger de stadig – ”Nej, men jeg læser”, hvilket betyder, at jeg skimmer deres tekster for at kunne give en skriftlig karakter i slutningen af oktober. Her ligger en masse tabt læringspotentiale, for jeg får naturligvis øje på alle de åbninger og fejlskud, der kunne føre til nye landvindinger for det enkelte barn, hvis jeg havde den fornødne tid….
De fleste i skoleverdenen er enige om, at lærerens feed back er en af de vigtigste faktorer, når vi taler om, hvordan børn lærer. Jeg handler altså mod bedre vidende, og det ved jeg om nogen. Jeg betragter mig selv som en kompetent, ansvarsbevidst og effektiv professionel. Jeg har mange års erfaring i at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning. Jeg ved, hvad der virker, og jeg kan derfor også kompensere i nogen udstrækning for den opgave, jeg forsømmer. I min undervisning inddrager jeg nemlig eleverne i at kommentere på hinandens tekster ud fra stramt lærerstyrede rammer. Jeg mener, det har en læringsmæssig værdi og oplever, at eleverne får rigtigt meget ud af at diskutere gruppens tekster. Men hvordan kan jeg forsvare, at min organisering af en dynamisk gruppeproces omkring tekstarbejde helt og aldeles kommer til at gøre det ud for mit lærerfaglige blik på elevernes produktioner? Hvordan kan jeg forklare over for forældrene, at min strategi mest af alt går ud på at overflødiggøre mig selv?
Ikke desto mindre, er det det, jeg er tvunget til. Mine elever og deres forældre har brug for at kunne have tillid til, at jeg har fat i den lange ende i forhold til … at give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse…som der står i Folkeskolens formålsparagraf. Så jeg lever med min dårlige samvittighed pakket ind i en celofan af praktisk nødhjælp. Jeg er nødt til at kunne forsvare min praksis over for mig selv og de forældre og børn, det handler om.
Jeg er med andre ord tvunget til at kalde worse case scenario ”best practise”, og jeg er ikke alene om den udfordring! Med under et kvarters forberedelse til hvert undervisningsmodul, når alt er indregnet i den samlede arbejdstid, skal en lærer løbe rigtigt hurtigt. I folkeskolens ældste klasser, hvor det skriftlige og tekstmæssige omfang i sagens natur er mere omfattende, har vi ikke mere tid til forberedelse end andre steder i skolesystemet. Så vi betjener os naturligvis også af positive brandslukningsmanøvre.
Vi kæmper rundt omkring på skolerne for at opretholde den gode fortælling, vi pynter på virkeligheden i den bedste henseende, så nødløsninger kommer til at fremstå som ny og spændende praksis. Vi er hårdtarbejdende professionelle med en stor kærlighed til vores fag og de børn og unge, det hele drejer sig om. Lad os i tillid til hinanden være ærlige om, at vi ikke retter stile mere, at vi ofte ikke har nærlæst den tekst, vi underviser i….. og lade politikerne vide, at der aldrig kan blive tale om en folkevogn, så længe man kun er villig til at betale for en Christianiacykel.
