Stress som præmis??

_mg_8345

 

Tidlig fredag aften. Læser Folkeskolen mens jeg nyder en god kop kaffe. En af denne uges bærende artikler omhandler en stressramt lærer. Det lykkedes ham at vende tilbage til arbejdslivet primært ved at dyrke intensiv fægtetræning og efterfølgende tage forholdsregler i sit arbejdsliv.

Umiddelbart er det en dejlig og livsbekræftende artikel. Det er skønt at læse en succeshistorie og jeg er fuld af beundring over det benhårde, målrettede arbejde læreren lægger i at komme på fode igen. Men pludselig begynder kaffen at smage bittert. Mine øjne søger tilbage i teksten. Jeg finder alarmerende – men desværre alt for velkendte – udsagn: ”Det var meningen vi skulle være to i klassen, men sådan blev det aldrig”. ”Mange andre fag end dansk og idræt” (som er lærerens liniefag).”Mange nye opgaver at se til”. Virker det bekendt?

Pludselig er artiklen ikke en solstrålehistorie om at vende tilbage til arbejdslivet. Det er i stedet en ”Guide til overlevelse for ansatte i undervisningssektoren”. Jeg tænker på mine egne og kollegers strategier for at holde os mentalt sunde. Hvornår var der sidst en der græd på lærerværelset? Langtidssygemeldte kolleger. Jeg bliver helt uhyggelig til mode ved tanken om hvor resigneret jeg reagerer, når jeg hører om en kollega, der er gået ned med stress. Naturligvis jeg bliver ked af det på vedkommendes vegne. Men overrasket, vred eller indigneret over at det kan komme så langt ud? Nej ikke mere! Vi er jo vant til det. Det er nærmest blevet en præmis indenfor vores fag, at der ryger et par stykker i svinget i løbet af et skoleår.

I min optik er det tegn på en uhyggelig forråelse af vores arbejdsliv. Ja vi taler om stress. Vi forsøger sågar at forebygge via diverse workshops og trivselsudvalg. Men samtidig presses Folkeskolen som organisation ud i en stadig hastigere forandring – stadig flere og mere komplekse krav. Stadig kortere tid til at lade nye strukturer forankre sig, før andre kommer til.

Jeg ønsker at vinden vender! At den årlige debat om Folkeskolen drejer sig om børnene og de voksne, der skal være med til at gøre deres opvækst sjov, kærlig, spændende og udviklende. Hvordan kan nogen tro at ansatte, der kører på overlevelsesstrategier, kan være glade, inspirerende rollemodeller?

Jeg ønsker at arbejde på en skole, hvor jeg kan udnytte mine kompetencer bedst muligt. En organisation der konstant udvikler sig indefra på baggrund af viden og dygtige medarbejdere. et sted hvor jeg er med i udviklingen. Hvor jeg føler mig glad, tryg og dygtig.

Det er på tide at politikerne vedkender sig deres ansvar overfor os medarbejdere. At de tilbyder os nogle vilkår, hvor vi kan fungere godt et helt arbejdsliv.

Jeg ønsker at gå til fægtning – ikke for at overleve – men simpelthen fordi jeg har lyst og overskud.