Snigmordet på den professionelle lærer.

En skygge kommer i et glimt til syne i vinduet, hun ser det ud af øjenkrogen og med hjertet oppe i  halsen lister hun derhen og kigger ud, ingenting. Hun skal lige til at vende sig igen, da månen pludselig  kommer fri af skyerne, og nu ser hun ham helt tydeligt. Det er ham igen. Han står helt frit nu i indkørslen op til den gamle skolebygning og stirrer direkte imod hende. Det løber hende koldt ned ad ryggen, men hun stirrer trodsigt tilbage. Det er ikke første gang. Hvad er det han vil? Hun føler truslen fra ham som en fysisk smerte i mellemgulvet. Jaget vildt, det er det hun er, men hun vil ikke give op, …ikke endnu.cam00712

Sådan kunne starten på en fortælling om det der foregår i folkeskolen i dag se ud. Mange lærere kan genkende følelsen af at være jaget vildt.

For snigmordet på den professionelle lærer er i fuld gang. Den lærer som med faglighed og selvstændig dømmekraft fortolker og tager ansvar, og ikke blot følger udstukne forskrifter. Fra centralt hold er man i gang med at styre og ensrette den danske folkeskole i en grad så alle forældre burde råbe vagt i gevær. Hvordan i alverden skal man kunne opdrage børn til selvstændigt tænkende og demokratisk sindede borgere, når de der skal varetage opgaven selv behandles som uselvstændige og  uden vægtig  indflydelse på eget arbejde? Hvordan kan man udvikle stærke, innovative og originale mennesker, når ensretningen bredes ud over alting , og ikke efterlader plads til lokale ideer? Hvordan skal man kunne gøde jorden for mangfoldighed og kreativitet, når en endeløs strøm af meningsløse opgaver og kontrol efterlader lærerne desillusionerede og uden gnist?

Det er ironisk at samtidig med at jagten på den professionelle lærer er sat ind, så har folkeskolen i den grad brug for lærere som kan tænke selvstændigt og ikke bare retter ind. Hver eneste dag står tusindvis af lærere i situationer hvor de skal kunne foretage komplicerede valg og overskue kaotiske hændelser. Den professionelle lærer er engageret i skolelivet og børnene. Det er et liv fyldt med mudder og snot og tårer og tandløse smil. Det er det direkte intense møde med børnene og stoffet i klasserummet. Der hvor det bliver spændende og hvor man kan ane konturerne af en helhed.

Så stop jagten på den professionelle lærer. Giv hende og ham ægte indflydelse . Den professionelle lærer er ikke en der retter ind, men en der folder ud.