Ensretning af folkeskolen.

Jeg var lærervikar uden erfaring, da jeg med nervøsitet i benene gik ind i 7. klasse. Det var min første dag i et 6 måneder langt vikariat. Det kunne mærkes i kroppen, og eleverne kunne i den grad også mærke det. 25 år gammel stod jeg med nervøsitet i stemmen, og prøvede at få ro i de 13 og 14 årige elever. Heldigvis tog de godt imod mig. De var søde og jeg formåede at få ro.

Inden jeg overtog klassen, fik jeg en overlevering, hvor hver enkelt elevs faglighed, rolle og plads i klassen blev forklaret. Det er almindelig procedure, og var fint for mig, da jeg var rimelig uerfaren i at undervise unge mennesker. Men det var virkelig en øjenåbner, selv at erfare hvor forskellige eleverne var, og hvor forskelligt de opførte sig i klassen. Helt ubevidst lærte jeg eleverne at kende som eks. den stille pige, den kloge dreng, klovnen, den tosprogede, ham der ikke kunne tie stille i timerne osv., alt efter deres personlighed og deres faglighed. Jeg rummede dem alle, og lærte at undervise i, det til tider kaotiske, klasselokale. En af eleverne hed Alex. Han var typen vi alle kender. Ham der altid snakker, griner og ikke kan sidde stille på en stol. Han afbryder i en samtale, får folk til at sukke irriteret og til at udbryde i latter. Typen der er pisse irriterende i en klasse, men samtidig også er vellidt. Alex er mit første minde om, at råbe højt i en klasse, men på trods af det, kunne jeg lide Alex. Vi var på bølgelængde og jeg forstod ham.

Til klassen forberedte jeg fede forløb, lavede alternativ undervisning med kreative vinkler og hoppede kapitler over i fagbøgerne. Vi rummede hinandens forskellighed, og jeg prøvede ikke at ensrette hverken dem eller undervisningen. De er hele grunden til, at jeg er uddannet lærer nu.

Jeg er stadig vild med elevernes forskelligheder, men der er sket noget igennem de sidste par år. Der er sket en ændring, i min måde at se eleverne på. Den rummelighed jeg før følte, er ikke den samme. Den er minimeret drastisk, og grunden er enkel.

Som vikar havde jeg ikke samme ansvar, som jeg har som klasselærer nu, det er klart. Men en anden ting er, at jeg har langt mindre tid til at forberede de fede forløb, der giver plads til elevernes forskellighed og, ikke mindst, giver mig gejst og gåpåmod. Der er kommet flere undervisningstimer på mit skema og flere elever i min klassen. Derfor er jeg begyndt at ensrette undervisningen, ved at undervise efter bogen, så jeg er sikker på at nå de mål, der er mig givet. De gange jeg har planlagt en alternativ og kreativ opgave, har jeg fortrudt, fordi det har taget tid fra de andre opgaver.

Dét er årsagen til, at jeg mister mit overskud og min motivation. Mister lidt af mig selv. Konsekvensen er, at jeg er begyndt at ensrette eleverne og er dermed også blevet mindre rummelig. Typer som Alex har bestemt ikke lige så gode kår mere. Jeg bliver irriteret på dem, skælder ud, sender dem uden for døren og glemmer at de er derude. Tager mig selv i, at se eleverne som en ensartet masse, der skal indordne sig. Og det har jeg det rigtig dårligt med, for sådan er jeg ikke! Jeg er en sprudlende, kreativ og rummelig lærer, der ser elevernes forskelligheder, som en af de bedste ting, ved at undervise. Men jeg er blevet nødt til at ændre i min måde at undervise på, for at overleve de rammer der er. Og det går ud over eleverne. Louise Klinge beskriver i sin ph.d afhandling, at en dårlig relation til eleverne kan medføre utryghed, vrede og dårligt selvværd hos de enkelte elever. Og det er bestemt ikke hensigten med min undervisning, men det kan være konsekvensen.

Overskriften “Lærerne føler at de svigter nogle elever” fra artikel i Politiken d. 30 december 2016, siger det hele. Her beskriver Anders Bondo, hvordan flere undervisningstimer for lærerne og flere elever i en klasse, kan have uheldige konsekvenser for den enkelte elev. Han vender sig mod politikerne, som han mener skal tage ansvar for skolereformen, i stedet for at kaste det på kommuner, skoleledere og i sidste ende lærerne.

Jeg er enig, for jeg står i det nu. Ansvaret er blevet mit, men det går ud over eleverne.

Jeg ved ikke hvordan Alex vil have det i dagens folkeskole. Eller om de lærere Alex havde, har gjort en forskel på, hvor han er i dag. Alex Høgh Andersen er i dag 22 år, og han har og havde selvværd og selvtillid. Alex brugte sit sabbatår på at være lærervikar i selv samme folkeskole, som han gik i, for derefter at studere film- og medievidenskab på Københavns Universitet. Nårh ja, og så er han med i den nye sæson af “Vikings”, der vises på HBO Nordic i disse dage, hvor han spiller Ivar the Boneless. Da jeg hørte det første gang, kom det ikke bag på mig. “Selvfølgelig!” tænkte jeg.

Vi skal ikke ensrette vores elever og se dem som en ensartet masse. Vi skal se dem som de hele mennesker de er, uanset hvor irriterende de opfører sig. For måske er det med til at booste deres selvværd og selvtillid, så de tør gå efter deres drøm, uanset om det er at blive bilsælger eller skuespiller.