Er vi OK med OK18?

Allerede nu kridtes skoene så småt, for at være klar til de kommende OK18-forhandlinger.

På folkeskolen.dk spås det at arbejdstiden vil være i centrum for de kommende forhandlinger. Den spådom kan nok ikke overraske nogle af os lærere. Dagligt oplever vi på egen krop, hvordan lov 409 forringer vores arbejdsvilkår og kvaliteten af den undervisning vi leverer. Det bliver interessant at følge forhandlingerne. Lad os håbe tiden er moden til at bringe lidt fornuft ind i vores arbejdstidsaftale.

Artiklen i folkeskolen bringer minder tilbage fra faglige møder op til OK13. ”Det bliver grimt” blev der sagt. Min daværende tillidsmand spåede måneder inden lockouten, at overenskomstforhandlingerne ville ende med et allerede forberedt lovindgreb. Desværre fik han uhyggeligt meget ret.

Lov 409 har fra dag et vist sig som en dårlig ramme for planlægningen af vores arbejde. Det har været nærmest tragikomisk at opleve alle de krumspring der er blevet gjort rundt omkring i kommunerne, for at få tingene til at fungere: Vi oplevede det hårde udlæg fra enkelte kommuner. Blandt andet indførelse af stempelur. Andre steder herskede fornuften heldigvis. Her lavede man mange gode tiltag for at begrænse skadevirkningerne – så langt økonomien rakte. I dag har langt de fleste kommuner forfattet en aftale eller et ”forståelsespapir” – altså en ramme for hvordan lov 409 udmøntes.

Det er naturligvis dejligt at blive mødt med fornuft og forhandlingsvilje af sin arbejdsgiver, men den nuværende situation efterlader os lærere med tre store udfordringer:

Det er udelukkende vores arbejdsgiveres fornuft, forhandlingsvilje og økonomiske råderum, der beskytter os mod helt uacceptable arbejdsforhold. Reelt har vi ingen beskyttelse mod hårde sparerunder eller idioti hos ledelsen.

De aftaler der laves rundt omkring i kredsene er meget forskelligartede. Det betyder at de udfordringer vi lærere møder i vores ansættelsesforhold også er meget forskelligartede. Det betyder at vi i dag oplever populære kommuner, som har let ved at rekruttere nye lærere. Andre kommuner har næsten ingen søgning på ledige stillinger.

Den nuværende arbejdstidslov kræver at vi laver en mængde særaftaler med ledelsen omkring løsning af både undervisnings- og planlægningsopgaver. Fordi vi forhandler individuelt med ledelsen oplever vi at have kolleger med væsensforskellige vilkår. På den måde forsvinder incitamentet for at agere som én samlet faglig gruppe. Vi risikerer at solidariteten blandt os forsvinder.

Vi lærere skal allerede nu på banen i forhold til OK18. Vi skal være aktive i vores faglige klubber. Vi skal råbe vores kreds op. Vi skal kræve af vores fagforening, at den sigter mod bedre gennemskuelighed og mere ens arbejdstidsforhold for alle lærere.

Sidst men ikke mindst skal vi kræve en overenskomst, som beskytter os! Vi fortjener alle nogle arbejdsvilkår, som gør det muligt for os at arbejde helt frem til pensionsalderen uden at blive slidt helt i stykker. Vi skal kræve en øvre grænse for undervisningstid. Det er indlysende. Men samtidig skal vi også kræve en garanteret forberedelsestid, som står i forhold til det antal timer vi underviser.

Måske er løsningen at vores fagforening lader sig inspirere af de kredse, hvor der er lavet gode aftaler? Kunne et krav til de kommende forhandlinger være at nogle af disse aftaler bliver implementeret i OK18?

Jeg håber vores fagforening formår at samle os, så alle vi lærere taler med én stemme. Det fortjener vi og det trænger vi til. Vi skal blot huske på at fagforeningen, det er os alle sammen. Derfor: Tag en kollega under armen, og gå glad i faglig klub. Vi skal sammen og solidarisk kæmpe for en god arbejdstidsaftale._mg_8345