Når elever danner elever

Jeg har netop tanket en kop friskbrygget maskinkaffe, og jeg er nu beredt på 15 minutters gangvagt.  Allerede fem minutter inde i vagten går det galt. Jeg kan høre, voldsom turmult fra et af klasselokalerne. Jeg skynder mig ind for at finde ud af, hvad årsagen til larmen er. Da jeg træder ind i klassen, fornemmer jeg straks en meget anspændt stemning. Magnus fra parallelklassen er ligbleg i hovedet, og jeg lægger straks mærke til hans hurtige vejrtrækning. Ramal er ved at rejse sig op fra gulvet. Han jamrer sig, og tager sig til hovedet. I bedste lærerstil danner jeg mig hurtigt et overblik og spørger drengene, hvad der er sket, men de kigger bare vredt på hinanden uden at svare. Jeg tænker for mig selv, at jeg ikke kommer langt med situationen på nuværende tidspunkt, og beder klassens gæster om at finde ind til sig selv. Jeg spørger Ramal igen, da jeg fornemmer, at der er kommet mere ro på situationen. Han forklarer mig, at Magnus startede med at råbe ad ham, og til sidst var de begyndt at skubbe til hinanden. Jeg prøver på bedste vis at forklare Ramal, hvordan man bør håndtere en lignende situation bedre, hvis det skulle hænde igen.

Jeg kan se, at han har ondt, og lægger mærke til at han hæver op bag øret, der hvor han ramte bordet. Jeg beder ham om at sætte sig stille ned og tage den med ro det næste stykke tid. Hele klassen følger med i begivenhederne, de er bekymrede for, om der er sket noget alvorligt. Flere spørger Ramal, om han er okay.

Kort efter ringer det ind til time. Ramal henvender sig igen, han beklager sig og giver udtryk for, at han stadig har ondt. Vi bliver enige om, at det nok er bedst, hvis han bliver tilset af en læge. Men Ramal er ny i Danmark, og kender derfor ikke til proceduren, ikke engang hans CPR-nummer kender han. Jeg kan se, at han har brug for, at jeg tager over.

Der går ikke længe, før en pige bagerst i lokalet råber den lokale lægens nummer højt. Det har hun lige fundet på Internettet. Alt i mens jeg får bestilt en tid hos lægen, så Ramal kan blive tilset, henvender flere af klassens drenge sig til Ramal for at høre, om han er okay. Pludselig er den dårlige oplevelse i pausen blevet en fælles opgave for hele klassen. En af drengene spørger om Ramal kender vejen til lægen, for ellers vil han gerne cykle med ham derned. Ramal kender godt vejen og får i al hast pakket sine ting sammen. På vej ud af døren stopper han alligevel op og får sagt tak for hjælpen til alle.

I folkeskolen lærer eleverne at læse, udtrykke sig, endda også på forskellige sprog, regne og dividere. Men folkeskolen fungerer også som en dannelsesrejse, hvor de lærer at tage ansvar, vise hensyn og respekt for fællesskabet, desuden også at hjælpe hinanden i forskellige situationer. Det er i høj grad lærerene, der fungerer som rollemodeller, men eleverne påvirker også hinanden og virker som en inspirationskilde til den gode opførsel. Dette sker ikke uden et tæt samarbejde med forældrene, for de bærer også et kæmpemæssigt ansvar for at nå målet for rejsen. Det er hverken den ene eller den andens ansvar, men alle er holdspillere, der i fællesskab skal have nogle retningslinjer, så vi i sidste ende skaber nogle medborgere, der kan bidrage til det samfund, vi ønsker. Derfor er samarbejdet mellem elever, forældre og lærere ikke kun vigtigt for den gode undervisning, men også for at nå et resultat, hvor eleverne kan begå sig i et samfund, der stadig stiller højere krav til deres kunnen.

Hvad har du sidst gjort for det gode fællesskab?