Om udsigten fra folkeskolen

Louis Jensens firkantede historie, En fire hundrede og otteoghalvfjersindstyvende gang, handler om en arkitekt, som tegner et hus med 100 vinduer – fra hvert vindue er der forskellige udsigter.
Alt efter hvilket vindue der kigges ud af, kan man se noget forskelligt.
Tænk dig, hvis også folkeskolen havde 100 vidt forskellige udsigter…
Fra et vindue kunne man se pædagoger, som var triste fordi børnenes frie tid i SFO var kortet ned til et par timer hver eftermiddag.
Fra et andet vindue så man børn, som havde fået nok af dagens dont og krav om samarbejde, og af at være i konstant nærkontakt med Gud og hver mand. Udsigten til at kunne trække sig tilbage, og slippe for flere voksenstyrede aktiviteter, var meget langt væk.
Fra et tredje vindue, kunne man se skoleledere, som havde så travlt med at avancere, effektivisere og optimere, at de var blevet helt fremmede for eleverne – og omvendt. Ledere, som ikke havde den fornødne tid, til at engagere sig og være synlige ude blandt dem, det hele handlede om. Man kunne i tusmørket se, hvordan følingen med elevernes skolegang langsomt fordampede op i den store forvaltningsmæssige intethed.
Der var også klar udsigt til lærerne fra et af vinduerne. Lærere, som halvvejs forberedte, mail-korresponderende og på vej videre, forsøgte at gennemføre eftermiddagens undervisning, velvidende at elevernes sidste kræfter allerede var sluppet op.
De forældre, som stod på tæer udenfor og kiggede ind af vinduerne fik et lidt sløret indblik i hvordan uløste konflikter fra frikvarteret, utilstrækkelig støtte til eleverne, og  manglende kommunikation pressede lærerne og pædagogerne, som hele tiden skulle mødes, uden rigtig at kunne det.
Udsigten til apati, utopi og idioti kunne ses tydeligt fra vinduerne i gavlen – der hvor alt det meningsløse og uladesiggørlige foregik på en gang. Der var en enkelt, af de mange Ipad-udstyrede, som tog en hurtig selfie – med hele molevitten i baggrunden.
Fra det sidste vindue kunne man se fremtidsudsigten tone frem i horisonten, forestillende et velment samarbejde, om en bedre folkeskole. Kampen for at tilgodese børnenes behov blev udkæmpet blandt lærere, pædagoger, elever, ledere og forældre i skøn forening. Det var så smukt, at alle politikerne fra KL sang om det – og tårerne trillede af glæde.