Den amatøragtige lærer

Endnu en lektion er forberedt i sidste øjeblik, og endnu engang føler jeg mig utilstrækkelig og kikset. Med 26 lektioner, et par møder og en seriøs gang mailkorrespondance er forberedelsen smuttet. Måske kan spontane nødløsninger redde ti minutter i starten, mens der i min hjerne foregår racerløb mellem den professionelle og amatøragtige lærer. Projektoren er heldigvis lang tid om at starte op. Famlende efter musen klikker jeg langt om længe på linket om pladernes bevægelse – et panik-link jeg har liggende på usb-nøglen. Jeg har ikke nået at skabe den fornødne ro inden undervisningen, for mit hoved har være fyldt med impulsiv forberedelse på vej op ad trappen mod 6U. Den usikre forberedelse skinner tydeligt igennem ned igennem lokalet, og efterhånden er der en fest og et db-niveau, der har fået Cecilie til at tage sine høreværn på. Bagerst er den sædvanlige gruppe drenge dybt engageret i aftenenes Champions League kamp. Linea er i gang med at give Mads en skuldermassage, og fem piger øver deres dans til morgensamlingen. Jeg forsøger at gennemtrænge lydmuren med et ”Ok venner, sæt jer ned nu”. Flere af dem har forstået budskabet og sætter sig. Jeg skulle have forberedt mig i går, men var også nødt til at tage de møder. Og heldigvis har jeg min usb-nøgle med panik-links. Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan de skal arbejde med det.

Irriterende meget læring går tabt på landets skoler. Ufærdige og instinktive undervisningsforløb er en direkte konsekvens af flere lektioner, men mindre tid til at forberede dem. Med besparelser, politikernes uudslukkelige tørst på mål og resultatstyring samt krav til administrative opgaver, fortrænges elevernes nysgerrighed og kreativitet proportionelt med uanede mængder af kravspecifikationer. Hop over hvor gærdet er lavest og sørg for at bruge din undervisning til at forberede din næste undervisning. Samtidig bevæger fokus sig ganske langsomt væk fra indhold, fordybelse og nysgerrighed. Ganske enkelt fordi der ikke er tid til det. Eleverne gøres til forbrugere af en mekanisk læring i jagten på viden i et konkurrencesamfund, hvor der sjældent er plads til fejl. De skal bare åbne et digitalt forløb og gå i gang fra toppen. Der står, hvad du skal gøre. Den kritiske tænkning og refleksion må de selv stå for, bare de lever op til læringsmålet for dagens lektion. Imens eleverne sidder med åbne tablets og løser færdige opgaver, kan jeg passende skrive til Bertrams mor og bede hende pakke hans idrætstøj aftenen før. Han glemmer det altid.

Jeg spørger mig selv om Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet er interesseret i at uddanne vores børn efter et bestemt regelsæt og et bestemt mål? Måske er det den måde, man i det skjulte sørger for, at fremtidens borgere tilpasser sig fremtidens magthavere? Jeg ved det ikke. Dog ved jeg, at læring er svært at måle, og i de fleste tilfælde er læring forbundet med udvikling, relationer, dialog, refleksion og nysgerrighed. Men det sker ikke ved at slække på forberedelsen til fordel for et efterhånden utal af automatiserede undervisningsforløb og længere skoledage, der alligevel henleder eleverne til en zombielignende tilstand klokken 15.15.

Har man virkelig ikke højere ambitioner for vores børn? Tænk engang. Hvorfor ikke skabe mere realistiske forudsætninger for, at lærerne kan give eleverne de bedst mulige afsæt for at blive så dygtige, de kan? Det står jo i reformen! Forudsætninger, der baseres på tiden til koncentrerede og gennemtænkte undervisningsforløb, der giver alle typer af børn mulighed for at vokse, blive nysgerrige og robuste til fremtidens stresssamfund.