Den ubeskrevne lærerrolle

I klasselokalet hos 8.B var en stol tom. Det havde den været længe. Flere uger faktisk. På stolen skulle en af klassens piger sidde. Ikke en der normalt, sådan bare forsvandt eller havde meget fravær. Enkelte af de allernærmeste veninder vidste besked om hvorfor, men resten af klassen gjorde ikke. Ikke før den dag. D. 14 februar, hvor begge klassens klasselærere stod med et alvorligt udtryk i ansigtet, og der blev fuldstændig stille.
Marias mor var død tidligere på dagen.
Der skulle nu bygges et sikkerhedsnetværk op. Hvem kontaktede hjemmet, hvornår kommer hun i skole igen, hvordan taget vi i mod, hvordan støtter vi klassen osv.
Men der gik ikke mange dage, før Maria igen sad i klassen, lod som om intet var sket, og ønskede at være normal. Jeg kender historien, ned til hver en detalje. For pigen var mig.

8.klasse er et år med skolekalenderen proppet med tests, projekter, udvikling og meget andet. Det er året før afgangsprøver, året før slaget skal slås.
Men det er ligeså meget her, som alle andre år i folkeskolen, hvor lærerne løser en endnu større opgave, end undervisningen.
Nemlig at være der når eleverne står i dybe kriser, og være med til at være stabile voksne.

Den unge Maria, der kom tilbage efter 3 ugers fravær, var tynd, rundt på gulvet efter at have mistet sin mor – sit ståsted, og fagligt bagud, efter ikke at have set skyggen af en skoleopgave i flere uger. Men det var ikke det, det handlede om.
Her var lærere der tog i mod, tog de svære samtaler, tog med til begravelse og var der.
Jeg var et af de børn, der havde svært ved at acceptere min sorg. Så selvom jeg ikke tog i mod, holdt mine lærere fast, og der var altid en åben dør
Det faglige pres var der ikke, min blotte tilstedeværelse var det vigtigste.

Jeg mener, at lærerne løser en meget større samfundsopgave i deres gerning, end udelukkende undervisning.
Fordi lærerne er børnenes faste ståsted – hver dag – også når mor er død, ved skilsmisse, ved sygdom osv.

Det er en del af arbejdet, som rigtig mange lærere elsker. At være der for børnene, lige meget hvad.
Men den kæmpe udfordring er, at elevplaner, læringsmål, reformer og læringsplatforme, æder alt den tid der var til at løse opgaver som denne.
Du kan ikke regne sådanne opgaver ind i din årsoversigt, det her er den ubeskrevne lærerrolle.
Det er en del af hverdagen når man arbejder med mennesker. – Men den del af hverdagen, som politikerne ikke ser.

Lærerne skal have ros, for den kæmpe indsats de gør, for børn der er udfordrede, børn der har det svært, og børn som jeg selv, der mistede det vigtigste i mit liv.
Det er en opgave lærerne løser, også selvom forberedelsen ikke giver tid til det. Det er en opgave der skal løses, lige meget hvad.

Selvom jeg er ung lærer, ved jeg nu hvordan jeg skal håndtere krisesituationer som denne. Det ved jeg, fordi mine egne lærere tog ansvar. De stod med mit liv i deres hænder, og hjalp mig til at komme ud på den anden side. Der var tid til nærvær – og fokus på mål og præstationer var i baggrunden.

Så kære læsere, når I møder jeres barns folkeskolelærer, – så husk at læreren ikke kun løser, den kæmpe undervisningsopgave.
Jeres barns lærer, vil også holde jeres barn i hånden, i alle svære krisesituationer der vil opstå, og forsøge at være faste og trygge voksne, i børnenes hverdag. Og jeg lover, at jeg vil gøre det samme.
Så kære mine folkeskolelærere: TAK fordi I holdt fast.