Hvorfor strejkede lærerne, når de har ferie hele tiden?

Det er mandag morgen. En dreng lister ind i klassen og sætter sig stille på sin plads. De andre børn snakker, griner og hygger sig. Jeg ved, at han er ked af det. Jeg har modtaget en mail fra hans mor i weekenden. Forældrene har været skilt i et halvt år. Men det er stadig svært for ham at skifte mellem to hjem. I pausen får jeg talt med ham. Han fortæller mig, at han har glædet sig til at komme i skole. Skolen er rar, for her er tingene, som de plejer.

Jeg bliver stolt. Jeg er med til at skabe tryghed i drengens liv. Men for mig selv er skolen under forandring. Lærerne forhandler med arbejdsgiverne om en ny overenskomst. Vi vil have en arbejdstidsaftale i stedet for en lov.

Løgstrup skrev engang: ”Det er uoverkommeligt at holde skole, for det der mislykkes mellem voksne indbyrdes, skal lykkes i lærerens forhold til børnene.”

Arbejdstidsloven er fem år gammel. Året var 2013. På en plakat ud for min lokale Brugs annoncerede KL: ”Vi har varslet lockout, fordi vi ikke kan være andet bekendt”. Jeg var klar til at vende tilbage til skolen efter 9 måneder på barsel. Alt var forberedt – også de første røverhistorier til min nye 3. klasse.

Lockoutet stod der i mit news feed på telefonen. Låst ude. Tirsdag efter påske mødte vi op – uden for skolen, for vi måtte ikke betræde skolens grund. Den skarpe forårssol fik det rimfrosne græs til at danne lange grå skygger. Det var koldt. Kalenderen skrev 1. april, og vi havde tykke sokker i skoene, for vi vidste ikke hvor længe, vi skulle stå der.

Den 29. april stod jeg så endelig foran min nye 3. klasse. En måned forsinket. Sko og sokker var skiftet ud med sandaler. Det var en klasse med en broget fortid, så der var nok at tage fat på. ”Hvorfor strejkede lærerne egentlig, når I har ferie hele tiden?”, spørger en af drengene. Børnene kigger nysgerrigt på den nye lærer. Jeg forklarer. Lockoutet. Det var ikke en røverhistorie – de må vente. ”Men det siger min far selv”. Jeg smiler. Han går trods alt kun i 3. klasse.

I år 2014 begyndte de lange skoledage. Børnene vred sig. Det var hårdt. Vi varierer alt det, vi kan, mens vi smiler til børnene. Vi er loyale. Det er ikke børnenes konflikt. Men vi er også desillusionere og sårede. Til tider føles det uoverkommeligt, men det lykkes at opretholde de gode relationer.

Det begyndte for fem år siden. Vinterferiesolen kigger ind af mit vindue. Der er frost på min græsplæne – skyggerne skjuler sig bag solens klare lys. Forhandlingerne mellem KL og lærerne er lige nu gået i stå. Jeg krydser fingre, men jeg er også klar til at kæmpe for en aftale. Jeg ved, at vi gør en forskel. Men selvom vi lykkes i vores relation til børnene, så har vi også pligt til at møde dem med god faglighed. Alt fagligt arbejde i skolen kræver tid.

Kære forældre og politikere – jeg mener, at kampen er fælles for alle os, der ønsker gode grundskoler. Børnene skal mødes med både troværdighed og faglighed – det kræver ordentlige rammer til lærernes arbejde.