3 års arbejde forude:

Sidst i denne måned skal vi alle stemme om det forlig, KL og DLF indgik ved OK18 forhandlingerne. Jeg har i mine drøftelser med kolleger ikke truffet én eneste lærer, der er tilfreds med resultatet, eller som tror på at den aftalte kommissions arbejde kommer til at betyde nogen ændringer af betydning.
Jeg har heller ikke truffet lærere, der tror på at en konflikt vil føre til bedre forhold. Hvis vi har haft en mulighed for at opnå resultater ved at konflikte, så lå den i forbindelse med forhandlingerne. At gå i strejke og lockout nu, vil med alt overvejende sandsynlighed føre til tømning af konfliktkasserne og et lovindgreb med en konsolidering af lov 409, eventuelt krydret med en halvårlig individuel samtale mellem leder og lærer.
Det ser med andre ord sort ud. Vi står i en situation, hvor vi skal finde ”den mindst ringe løsning”.
For mig er der ingen tvivl om, at det mindst ringe er at stemme ja til det forlig, der ligger på bordet. Jeg tror ikke vi opnår noget som helst ved et eventuelt nej-flertal. Og det vel vidende, at flugten fra folkeskolen så vil fortsætte de næste 3 år.
Lad os samtidig bruge de 3 år på at konsolidere det sammenhold der OGSÅ blev udviklet og så stærkt udtrykt i forbindelse med OK18. Det kommer til at være den vej vi skal bruge, når vi de næste år ser flere indgreb og forringelser i offentligt ansattes arbejdsvilkår og rettigheder. Vi står stadig kun på startlinjen, og vi skal ruste os til kommende kampe i forsvar for de tilkæmpede rettigheder, vi offentligt ansatte har. Vi skal gøre den kæde, vi udgør, stærk!