Hvem er det egentlig der skal lære børnene at læse?
Hvem har ikke mødt et 0. klassebarn hænge med mulen, fordi det efter første skoledag, gik skuffet hjem og ikke fik lært at læse? Allerede inden børn starter i skole, har de en drøm om at kunne læse. Men hvad hvis man hedder Emil, går i 8. klasse og stadig ikke har oplevet glæden endnu?
Til forældremøder og i ugeplanen hører jeg mig selv sige, at I skal huske at læse fem gange om ugen. Når læsevejlederne kommer på besøg ude i klasserne, bliver det nuanceret til, at I skal nå at læse 10 sider om dagen på 20 minutter.
Fem gange læsning om ugen er meget og er det nok? For nogen er det og for andre ikke. Spørgsmålet er, hvem der egentlig skal lære børnene at læse? Flertallet af forældrene siger, at det er lærerne og omvendt peger lærerne på forældrene, fordi vi i skolen ikke kun kan prioritere læsningen. Jeg synes, vi har et fælles ansvar. Dansklærerne skal have det forkromede overblik over læseudviklingen og skal give børnene fundamentet. Samtidig skal det være en kultur, at afkodning og læseforståelse også øves i de øvrige fag, fordi der kræves læseforudsætninger i alle fag. Når barnet knækker koden og afkodningen kommer af sig selv, som en naturlig del af læseudviklingen, er alt godt. Problemet er straks værre, når barnet ikke knækker læsekoden og fyldes med en frustration over ikke at kunne mestre ordenes magt. At opleve et barns frustration over ikke at kunne deltage på lige fod med de andre gør ondt. Præcis når man ligesom Emil er ordblind og lider af dysleksi. Emil, hvis funktionsnedsættelse omkring hans fonologiske forståelse, forhindrer ham i at lære at læse. Dette indebærer store udfordringer inden for læsning, stavning og skriftlig formulering.
Men læsning foregår jo hele tiden. Lige så snart det lille barn har knækket koden, åbnes en verden af ord og muligheder. Lige fra begyndelsen af skolelivet, hvor børnene lærer alfabetet og synger ABC sangen til de forsigtigt kaster sig ud i lyderingens kunst. Først to lyde, så tre lyde der sættes sammen til ord. I takt med at ordene bliver sværere og længere, forfines børnenes afkodning også. Det er et afgørende øjeblik i et lille menneskes liv, at gå fra at kunne lydene i en sang til at kunne læse ordet ‘æble’. Det var først i slutningen af 3. klasse Emil kunne læse netop dét ord.
Skolen skulle have handlet anderledes. Som skole har man et kæmpe ansvar for, at alle børn lærer at læse og de tilbydes en støtte. Læsevejlederne kan tages tidligere med på råd, og vi kan give dem indsigt i, hvordan det går med læsningen i klassen allerede fra skolestarten. Således at der skabes en god læsekultur med blik for de svage læsere tidligt. Desuden mener jeg vi skal turde lytte til læsevejledernes råd. Der kan blive etableret læsehold på tværs af klassetrin og som minimum tilbyde læsesvage børn ekstra systematisk læsestøtte i skolen i et samarbejde med forældrene.
Lærerne er generelt ikke tilstrækkelig klædt på til at hjælpe børn, der har fonologiske vanskeligheder. På læreruddannelsen er dette et fokus der mangler på Dansklinjefaget. Derfor ønsker jeg, at der bliver rettet mere fokus på de læsesvage i undervisningen, for at sikre en bedre læseudvikling. Det er langt fra nok at give dem en it-rygsæk og have en forventning, at nu kan de klare sig selv ved hjælp af apps til mekanisk oplæsning og skrivestøtte.
Til sidst er der kun at nævne, at Emil venter på at komme på ordblindeefterskole, så han også kan lære det.
