Så gik jeg i sort igen…

 

Så skete det igen. Sort skærm på smart boardet. Vi holder vejret et øjeblik, hvorefter der høres spredte suk og gloser fra eleverne, som tydeligt udtrykker deres irritation. Også jeg bliver faktisk ret frustreret, om end jeg forsøger ikke at lade mig mærke med det. Vi er i gang med projektopgaven i 8. klasse. Eleverne har brug for at blive sat ordentligt ind i opgaven, men endnu engang, ja faktisk for 3 gang i dag slukker den gamle slidte projektor i loftet. Det er en tragikomisk situation.

Den digitale tidsalder i skolen er i fuld gang, og har været det længe. I undervisningen anvendes læringsplatformene. De, af kommunerne, tildelte platforme skal bruges. Det gør vi så. Men hvad sker der når udstyret, som vi forventeligt bruger i undervisningen, svigter?

Jeg må afsted igen. Ned til IT-supporten, som jeg ved et utroligt heldigt tilfælde, træffer på den lange gang. Jeg siger ”øhh Morten, nu er…”. Mere når jeg ikke at sige. Morten løfter hånden i en afværgemanøvre, han svarer promte ”nej, jeg har ikke tid lige nu.” Jeg når ikke engang at sige sort skærm. Tids dilemmaet er frustrerende. For os begge. For Morten handler det om, at prioritere de 4 timer i ugen har fået tildelt. Han servicerer 90 medarbejder pcére, 140 skole pcére, 56 smartboards, han skal have styr på Aulasystemet, være rådgivende organ for ledelsen og han skal kunne svare på både tekniske IT-spørgsmål, såvel som spørgsmål af mere vejledende art bl.a. til kollegaer som føler sig IT udfordret eller som har problemer med sorte skærme.

Jeg forstår. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg føler med Morten, men han er altså den eneste IT supporter på skolen og min livline. Jeg prøver igen i projektopgavens hellige navn. Med hovedet lidt på skrå og med min mest afvæbnende stemme forsøger jeg at mildne hans humør og siger hurtigt ”der er altså sort skærm igen. Det er 3. gang her i formiddags” Jeg føler mig nu virkelig i en blindgyde. Undervisningen i projektopgaven er jo planlagt, ud fra at jeg har en skærm til rådighed. Allerede her, i min sætning til Morten, og med hans ansigtsudtryk forstår jeg at min undervisningsplan B må frem. Imens plan B former sig i mit hoved, ser Morten overbærende på mig. Han stopper helt op, sænker armen igen, smiler og begynder at synge ”Du er ikke alene”. Derefter fortsætter han hurtigt videre.

Mortens foredrag om skolens projektorer får jeg senere på dagen. Alle projektorer på skolen har en del år på bagen. De er gamle, skærmene og projektorer, de er snart alle færdige, siger han. Desværre kræver det en stor sum penge at udskifte det opslidte IT-udstyr. Penge som kommunen ikke bevilliger, og der er heller ikke lagt til side til det, via fremsynede budgetter, desværre.

Den sorte skærm og samtalen med Morten får mig til i den grad at undres. UVM stiller krav om at der arbejdes med og undervises i digital dannelse. Jeg har som lærer ansvar for dette, altså elevernes digitale dannelse. Ikke nogen nem opgave med en sort skærm, og ikke nogen nem opgave for Morten, med hans sparsomme tid til servicering. Det er vel ganske elementært at IT-udstyret slides op eller går i stykker. Drift af IT koster, og ved anskaffelsen af dette udstyr, må og skal det tages i betragtning. Jeg vil altså gerne have mulighed for at løse min undervisningsopgave, og eleverne skal selvfølgelig have den undervisning de har krav på.

Kære kommuner, vær nu proaktiv og sæt ekstra penge af til skolernes IT-vedligehold.

Alt andet er da helt sort.