Er det relevant, at bruge tid på en type som Rasmus Paludan i skolen?

Stram Kurs, og særligt partiets ledende skikkelse, Rasmus Paludan, har tilraget sig mediernes opmærksomhed i stor grad. Det gælder også for helt almindelige mennesker, hvor et flertal har travlt med at foragte ham og hans tilgang til tingene, og omvendt opleves et fåtal, som beskytter ham eller ligefrem hylder ham.

Det er nu slet ikke så underligt med den massive mediebevågenhed, for konfliktstof og den sensationsdrevne vinkel er altid godt mediestof, og det er da bestemt noget af en sensation, at en person med så ekstreme synspunkter, en så voldsom retorik og anderledes adfærd faktisk er i stand til at få opbakning fra over 20.109 personer i form af vælgererklæringer. Derudover bringer medierne historier om, at denne “politiske leder” har hyldet politimord på de sociale medier, at han har en tilholdssag på baggrund af chikane af en medstuderende for år tilbage m.v. En farverig type mener nogen. Vanvittig mener andre.

Nuvel – en vælgererklæring er ikke en stemme, men der er tilsyneladende en gruppe danskere, som bakker op om Rasmus Paludan og hans parti. Det er ikke længere vildt nok med DF eller Nye Borgerlige. Stram Kurs er – om man vil det eller ej – en del af valgkampen. Meget tyder endda på, at de faktisk kan blive en del af det parlamentariske grundlag i Danmark! Det vil tilmed ske uden at partiet har en egentlig politik på de typiske politiske områder, men primært en række hadefulde holdninger til folk med muslimsk baggrund. Det finder jeg yderst tankevækkende!

Blandt lærere på landets skoler drøftes det ivrigt, om man skal bruge tid på ham.

Jeg har mødt flere forskellige synspunkter. Alt lige fra, at han skal ties ihjel til synspunktet om, at man er nødt til at tage fat på det. Nogen ved ikke hvad de skal stille op med det hele. Jeg har selv været i tvivl.

Lærere møder elever, som er bange for den ekstreme adfærd og de voldsomme ytringer. Ikke mindst de elever, som ikke har etnisk danske forældre eller bedsteforældre. Andre lærere møder elever, som griner af Rasmus Paludans gøren og laden. Mange betragter ham som et mærkeligt, grænseoverskridende, men desværre også som et underholdende YouTube-fænomen. Nogle har kendt til ham, før han for alvor kom i fokus. Enkelte tror fejlagtigt, at der er tale om en fiktiv figur. For en stor del overgår virkeligheden fantasien i denne situation – det gælder både børn og voksne.

Det er med andre ord en kendsgerning, at mange elever har en eller anden form for kendskab til Rasmus Paludan. De har hørt en del af hvad han siger, og de taler om ham i skolen, uanset om “det står på skemaet” eller ej. Uanset hvilke følelser han vækker hos børnene (og de voksne), så betragter eleverne et voksent menneske, som nu er på valg til Folketinget. En kandidat til Folketingsvalget som afviger markant fra alt det man normalvis kalder god opdragelse og den gængse norm for adfærd. De ser og hører en mand, som på mange områder opfører sig som et barn med grænseoverskridende adfærd, og det bør ikke ignoreres.

Paludans menneskesyn og politiske synspunkter vil jeg ikke komme ind på her. Hans ytringer og svar til andre mennesker taler egentlig for sig selv, og det kan alle normalfungerende mennesker forstå er problematisk – selv mindre børn, og helt givet de større af dem.

Når jeg synes, at han er værd at tage fat på i skolen – uanset hvor usympatisk og tåbelig han fremstår – så er det for at illustrere en række væsentlige pointer, som bl.a. har med folkeskolens formål at gøre. Det vender jeg tilbage til.

Rasmus Paludans retoriske tilgang til tingene efterlader ikke plads til debat, som ellers burde være fundamentet i et demokratisk samfund. I hans verdensbillede er der tilsyneladende kun plads til ét perspektiv og det er hans eget. Han lytter ikke reelt på andre, han “råber” mest ud til folk eller sviner dem til. Jeg har efterhånden set og hørt ham en del gange i medierne, og læst hvad han svarer folk på de sociale medier i hans egne opslag. Rasmus Paludan anvender typisk følgende 4 kommunikative strategier:

1) Rasmus Paludan anerkender oftest ikke præmissen for journalisters spørgsmål. Han afviser alle andre perspektiver end hans eget blik for sagen.

2) Rasmus Paludan anerkender ikke andre mennesker, som er det mindste kritiske overfor ham  – uanset deres baggrund og titel. Han bliver personlig og han sviner folk til – de er typisk røde landsforrædere eller andet mere eller mindre personligt og nedladende. Til tider på et meget infantilt niveau, hvor folk tiltales evnesvage, homoer, ludere m.v.

3) Hvis han føler sig angrebet, så giver han 10-fold igen, som i situationen med Mimi Jacobsen på landsdækkende tv, hvor hendes ytring, om at hans tankegang er nazistisk blev “vekslet” til, at hun minder ham om Adolf Hitler, og hun slet og ret er et nazisvin.

4) Han benægter fakta. Selv helt åbenlyse sager, hvor han beviseligt har gjort noget eller sagt noget – og hvor video, billeder eller screen-shots kan dokumentere konkrete omstændigheder – afvises kategorisk af Rasmus Paludan. Det er ikke løgn at påstå, at Rasmus Paludan selv er fuld af løgn!

Ud fra et retorisk- og dannelsesmæssigt perspektiv er ovenstående faktisk interessant.

Rasmus Paludan er et fremragende eksempel på hvordan man IKKE skal agere i det offentlige rum. Hans ytringer kan fx. bruges som afsæt til at tale med eleverne om følgende: Effekt og konsekvenser af sprogbrug og retorik. Hvad er et godt argument? Hvad er et dårligt argument? Hvornår er man saglig? Hvornår er man ikke saglig? osv…

I folkeskolens formål § 1, stk. 3 står følgende:

Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

På den baggrund har de fleste skoler i landet (hvis ikke alle?) nogle klare retningslinjer og værdier for fællesskab, samvær og adfærd. Det er værdier, som skolerne ønsker, at eleverne tager til sig, så de netop kan tage medansvar for at skabe et godt samfund fremadrettet, med plads til åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er der bestemt elever, som i forvejen har svært ved, men de behøver ikke Rasmus Paludan som rollemodel.

Jo…det er i den grad relevant, at vise og forklare eleverne, hvorfor Rasmus Paludans tilgang til tingene er forrykt og ødelæggende, og det kan de fleste børn heldigvis sagtens se og forstå.