Drop plastret på de nationale test

Det er en onsdag morgen midt i april. Katrine sidder på sin plads bag sin computer. Hun sætter en tot mørkt hår på plads bag øret. Hun er helt koncentreret. Jeg fortæller 4.U, at nu kan de tilgå den nationale test i engelsk. Katrine er uden sammenligning den dygtigste elev i min klasse. Det ved hun også godt selv. Efter 20 minutter af testen får Katrine tårer i øjnene. Jeg går ned til hende. Hun spørger mig, om jeg synes, hun er dårlig til engelsk, fordi hun kan ikke svare på nogle af spørgsmålene. Efter 30 minutter løber hun grædende ud af døren. 

Der er flere problematikker i historien, og det er i høj grad også en diskussion værd, at en elev synes, at det er så ubehageligt at blive testet, at hun løber ud af klasselokalet. Men det, jeg vil adressere her, er noget andet: Katrine laver nemlig et link mellem, at hun svarer forkert i testen, og at hun derfor må være dårlig til engelsk. 

For en uge siden meldte Pernille Rosenkrantz-Theil og resten af folkeskoleforligskredsen ud, at de nationale test skal erstattes af et nyt evalueringssystem. Indtil det nye system bliver indfaset, fortsætter de nationale test – bare først fra 2021, så man kan nå at reparere den store fejlmargin, som der lige nu er i testene. 

Som en af dem, der møder konsekvenserne af de nationale test i klasseværelserne, mener jeg, at det er et vanvittigt spild af penge at fikse de nationale test, så de kan bruges igen fra 2021, når der allerede nu er en politisk anerkendelse af, at de ikke er fremtiden. 

Gennem årene er det flere gange blevet pointeret, at de nationale test måler usikkert. I 2018 påpegede forskeren Jeppe Bundsgaard, at de nationale test arbejder med et konfidensinterval på 67 procent frem for det normale på 95 procent. Det vil, sagt i menneskesprog, sige, at der er 67 procent sandsynlighed for, at elevernes reelle faglige niveau befinder sig i det i det interval, der opgives. Der er altså 33 procent risiko for, at testen giver et decideret forkert billede af en elevs faglige niveau. Det siger jeg lige igen: 33 procent. Ville du køre i en bil, hvor der var 67 procent sandsynlighed for, at bremserne virkede? Og er det virkelig en præcis nok procentsats at anvende, når vi skal evaluere vores børns formåen?

Hvordan kan det på nogen måde være vigtigere at måle, HVORDAN folkeskolen klarer sig end at sikre, at den rent faktisk klarer sig?

VIVEs nyligt udgivne undersøgelse viser, at den gruppe mennesker, som synes at de nationale test kan bruges til noget, er politikere og forskere. Her kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan kan det på nogen måde være vigtigere at måle, HVORDAN folkeskolen klarer sig end at sikre, at den rent faktisk klarer sig? For klarer folkeskolen sig egentlig, når selv de dygtigste børn mister troen på egen faglighed som følge af upræcise test? Eller ender det med at spænde ben for børnenes læring, når de udsættes for test, som knækker deres selvtillid?

Tænk tilbage på din skoletid. På et eller andet tidspunkt har du nok haft svedige håndflader over en test eller en eksamen. Men forhåbentlig har du også tænkt, at selvom du var nervøs, så var der en mening med dine prøvelser. Måske fordi det ville færdiggøre dit uddannelsesforløb, måske fordi du var sikker på, at resultatet af testen var nødvendigt for dig eller din lærer. Forskningen peger på, at de nationale test overhovedet ikke kan bruges til det, som er formålet – at være et pædagogisk og præcist redskab for lærerne og eleverne.

Så hvad kan vi gøre? Jeg foreslår, at vi, i stedet for at bruge penge og energi på at reparere de allerede skrottede nationale test, sætter fuldstændigt fokus på at udvikle et bedre evalueringssystem. Et evalueringssystem som sætter det enkelte barn i centrum. 

Det ville være så rart, hvis der ikke var flere skoleelever, som skulle sidde med samme følelse af ikke at kunne noget, som Katrine fra 4.U gjorde det den onsdag i april.