Er jeg 00 værd?

Onsdag i sidste time tager mine elever en læsetest. Dagen efter retter vi opgaverne sammen. Svedduften dukker op igen. Mads kigger på mig med helt blanke øjne. Han viser mig sit resultat, der står 00 – hans standpunktskarakter i læsning er 7. Jeg kigger op, ser på de andre i klassen, hvad er deres reaktion? En håndfuld råber ’yes!’, mange ser nedslåede ud.

Efter læseprøven taler jeg med Mads, forsøger at forsikre ham om, at et enkeltstående testresultat ikke definerer hans evner til at læse og forstå en tekst. Han er stadig ked af det. For ham definerer 00, at han ikke kan læse. Efterfølgende taler jeg med Mads´ forældre om reaktionen – de forholder sig konstruktivt, men er en smule frustrerede over hans resultat og reaktion. Hvad er deres opgave ind i dette? Vi bliver enige om, at de taler med Mads om selvindsigt, og jeg arrangerer, at han skal mødes med en kollega, der er specialiseret i at tale med elever med præstationsangst. De skal have en ugentlig samtale indtil videre. Da terminsprøvens resultat to uger senere er betydeligt bedre, tager forældrene kontakt og siger, at nu behøver han ikke den ugentlige samtale længere, da det jo gik godt til prøverne. Jeg fraråder fravalget, for hvad bliver reaktionen i kommende pressede situationer?  

Situationen med en ikke-forventelig karakter møder jeg ofte. Det er en del af lærerjobbet og især en del af at være udskolingslærer. En anden knap så charmerede del af karakterræset er den udfordrende forventningsafstemning med forældrene.

Mads er ikke et enestående eksempel, han er et billede på en ægte elev, og et billede på hvordan udskolingselever ser sig selv. Hans selvopfattelse er med et trylleslag defineret af folkeskolens krav og bedømmelsessystem, og af den præstationskultur det danske samfund i høj grad kultiverer. Jeg mener, at præstationsangst blandt udskolingselever er hæmmende for dannelse i folkeskolen, fordi det fremmer ønsket om at klare sig godt i test.

I 8. klasse hagler det med bedømmelser; karakterer for opgaver, standpunktskarakterer, uddannelsesparathedsvurderinger, nationale test og terminsprøver. Ifølge folkeskolens formålsparagraf skal folkeskolen blandt andet danne elever, der har lyst til fordybelse og virkelyst, de skal udvikle erkendelse og skabe tillid til egne muligheder. Skolens eget formål ligger milevidt fra den præstations- og bedømmelseskultur jeg møder i skolen hver dag. Det, vi skal, og det, vi gør, hænger simpelthen ikke sammen med bedømmelsesræset. Lige nu smadrer vi elevernes selvværd med målinger, tal og vurderinger. Eleverne har brug for præstationsfrirum, hvor jeg som lærer kan fokusere på den positive udvikling, der skaber unge mennesker, der er klar til at møde verden med nysgerrighed, mod og troen på egen evner.