Fri mig fra notifikationerne

‘Det der Aula kan I godt glemme. Jeg kan slet ikke finde ud af det.’ Karens mor har ikke være på Aula endnu. Det driller med nemID og koder. Vi kæmper os sammen derind, og det vælter frem med beskeder og opslag. 

Et hurtigt kig ned over siden afslører, at der både er opslag fra kontoret om den nye madbod, opslag fra forældre om trivselsarrangementer i klassen og beskeder fra lærerne om manglende afleveringer og konflikter i klassen. Intet af det er åbnet, for Karens mor har ikke været på Aula. 

Hun synes også det er svært. Det er svært at sortere i alle de beskeder og opslag, der ligger der. Hvad er vigtigt, og hvad skal hun ikke forholde sig til? Det er svært at finde tid til at læse det hele igennem. Det er svært at forstå det, der bliver skrevet, og hun har opgivet allerede efter de første par linjer i et langt forældrebrev om kommende ture, lektiestruktur, klassekasse, trivselsmåling og den der teaterforestilling, klassen skal lave om to uger. 

Karens mor vil gerne støtte Karen i sin skolegang, men hun synes, det er svært, fordi der er så meget. Hun skal også passe sit eget job og Karens søskende. Hun skal køre dem til fritidsaktiviteter om onsdagen og fodboldstævne i weekenden. Hun kan ikke finde tiden til at sidde og læse alt det igennem, vi sender til hende. Hun er træt. 

Og jeg forstår hende godt. Selvom jeg arbejder i folkeskolen, oplever jeg også, at der er meget jeg skal følge med i fra mine børns skole. Telefonen bimler og bamler, hver gang der er nyt fra skolen, og jeg prøver at følge med, men jeg synes også det kan være svært at holde styr på. 

Dengang jeg var barn, havde vi en opslagstavle i køkkenet. Der hang sedlerne fra skolen, sammen med mit skema og et billede af mine oldeforældre. Sedlerne mindede mine forældre og mig om den der tur til museet, hvor jeg skulle have en stor madpakke med. Beskeder til mine forældre om mig stod i en kontaktbog.

I dag bliver der sendt en digital ugeplan ud, der er en digital kalender med arrangementer, der er opslag og beskeder i et design, der skal minde os om Facebook.  

Jo mere digitalt vi trækker ned over forældrene, des sværere bliver det for dem at navigere i. Samtidig får vi distanceret os selv ved at sende endeløse strømme af beskeder afsted i stedet for at tale sammen. Vi glemmer, at der sidder en modtager i den anden ende. Skole/hjem-samarbejdet kræver gode personlige relationer, og det kan en app på telefonen aldrig erstatte.

Maria Ørskov Akselvoll skriver i sin bog ‘Samspil mellem skole og hjem’, at vi bliver blinde for, hvad vores strøm af informationer kræver af forældrene. Når vi sender beskeder hjem løbende igennem dagen, bliver forældrene hele tiden mindet om skolens tilstedeværelse. Og det er ikke rimeligt at de hele tiden skal stå til rådighed. Det er ikke rimeligt, at vi afkræver forældrene deres opmærksomhed i tide og utide.

Jeg vil gerne tilbage til en simplere tid. Tilbage til en tid, hvor skærmen ikke er lærerens ansigt og stemme. Hvor det er relationen der bærer det gode samarbejde og hvor vi taler med hinanden i stedet for at skrive til hinanden. 

Jeg vil gerne have en relevant og realistisk kontakt til forældrene. De skal opleve, at den information de får fra mig er vigtig. Det er måske ikke så vigtigt for Karens mor at kende alle detaljer i ugeplanen, men hun skal vide, at Karen skal have idrætstøj med til skolens motionsdag. Hvis vi sender information ud om den mindste detalje, så oplever forældrene at beskederne fra skolen er ligegyldige. Kan vi skelne imellem need-to-know og nice-to-know? Det tror jeg godt vi kan.