Hvem skal have regningen?
På skolen, hvor nye elever normalt betyder flere ressourcer, forestiller man sig ikke, at beskeden om en tilflyttet familie kan give anledning til økonomiske bekymringer. Men det sker mange steder. Jeg har lige læst i fagbladet Folkeskolen, at cirka 75 % af landets kommuner lægger udgiften til specialundervisningen helt eller delvist ud til den enkelte skole. Helt enkelt betyder det for skolen en udgift på 180.000 til en elev, som sendes i specialtilbud. Det tvinger os til at skulle prioritere i budgettet på grund af økonomiske tilfældigheder. Det kan ikke passe, at vi skal sidde og vælge mellem at visitere elever til et specialtilbud eller afskedige en medarbejder på grund af den udgift. Det groteske er, at vi kan risikere at skulle betale for en tilflytter, som har brug for et specialtilbud. Altså en elev som aldrig har gået på skolen.
Det var netop det, der skete en dag, hvor min leder ville tale med mig:
En familie er flyttet til byen med tre skolesøgende børn. Jeg bliver glad. Vi er en lille folkeskole i skarp konkurrence med en friskole og en skole i nabobyen med elite-profil, så vi er ovenud lykkelige, når der kommer nye elever. Men, fortæller min leder videre, den ene af familiens tre børn – en pige på 13 – kommer fra et specialtilbud i fraflytningskommunen. Pigen passer aldersmæssigt til min 7. klasse, og jeg ved, at det er derfor, jeg sidder der. For at vurdere muligheden for at inkludere pigen i min klasse. Her begynder tankerne at køre rundt i hovedet på mig. “Mette-Marie, det kan du godt, du ved en masse om autisme, og vi kan lægge timer om til støtte osv”. Samtidig siger en anden del af mig: “Du ved også, at det sikkert er bedst for pigen med et specialtilbud”. Jeg ved, at det sidste vil have konsekvenser for vores lille skoles økonomi. Måske vil vi ikke have råd til læsekursus, til materialer i billedkunst eller det kan ende med en forflytning eller afskedigelse af en af mine kolleger.
Jeg kigger på min leder, og jeg ved, at vi tænker det samme. Har vi råd til at sende pigen i specialklasse? Hvor skal vi tage pengene fra? Alt er i forvejen skåret ind til benet. Støttetimerne og skolepædagogerne er væk, bibliotekstimerne er skåret ned, og vi underviser flere timer end sidste år.
Da jeg blev ansat på skolen, var det som 100 % ressourcelærer. En stilling med alle skolens AKT – og støttetimer i én stilling for at styrke den samlede inklusionsindsats. Det gav mening, og vi har været gode til at inkludere elever med specielle behov. Nu er alt sparet væk, og ofte står lærerne i klasserne helt alene med inklusionsopgaven. Indimellem har vi modtaget elever i mistrivsel fra nærliggende skoler. Nogle af dem har vi med succes fået igennem skolen med selvværdet i behold. Andre har vi modtaget, hvor de stod på tærsklen til visitering til et specialtilbud, men hvor tidligere skole ikke har handlet, inden forældrene valgte et skoleskift. Desværre ender eleven med at blive en udgift for vores skole, når vi (også) må kaste håndklædet i ringen og sende eleven videre til et egnet tilbud. For vores regning.
Vi vil så gerne løfte inklusionen på vores lille skole, og rigtig meget fremmer dette. Det skaber tryghed, at alle lærere kender eleverne ved navn og omvendt, og der er ikke langt fra indskoling til udskoling. En del af vores undervisning foregår uden for klasselokalet med praktiske aktiviteter, og langt de fleste børn trives i det undervisningsmiljø. Det er læringsformer, der inkluderer de udfordrede elever. Men alt dette kan være lige meget, hvis vi skal af med en medarbejder eller ikke har tid til at mødes og lave aftaler. Børnenes trivsel må ikke blive et spørgsmål om penge. Hverken for eleverne i normalområdet eller for de som har brug for et specialtilbud.
Det må være muligt på kommunalt plan at finde en bedre løsning, så en ny tilflytter ikke ender med at forringe den almindelige undervisning. Hvis man lod den fulde finansiering til specialklasser komme fra en kommunal fælles pulje, ville det give lige vilkår for alle skoler og ikke udhule skolernes i forvejen skrøbelige økonomi.
