Kan du tale med dit barn om sex?

Taburetterne knirker lidt, imens et par elever vipper frem og tilbage. Jeg sidder sammen med pigerne i femte klasse omkring et enkelt bord i håndværkslokalet, af alle steder. Bordet er alt for højt til de korte taburetter, så vi sidder næsten med hagerne mod bordpladen. Pigerne fniser lidt i lige dele nervøsitet og overstadighed. Emnet er seksualundervisning og vi har opdelt klassen i piger og drenge for at svare på nogle af de spørgsmål, som de har skrevet dagen før til vores nyoprettede brevkasse.

Et stykke inde i samtalen kommer der et forarget udbrud fra en af mine elever om, at piger da ikke kan røre ved sig selv på den måde som drenge kan. Jeg svarer, at det kan piger nu altså godt. De ser forbløffede på mig.

Lidt nysgerrig på misforståelsen og hvor de får viden henne, spørger jeg pigerne om de ikke taler med deres forældre om kroppen og dens forandringer. En lyd af væmmelse går gennem gruppen og de ser forfærdede ud. “Nej, det kan man altså ikke,” siger en af dem bestemt. Kun en af pigerne udbryder kækt, at de taler om det over aftensmaden. Resten af dem mener, at det ville være cirka det værste i verden. Jeg har egentlig heller ikke en forventning til mine elever om at de skal juble ved udsigten om at tale med deres forældre – eller lærer – om sex eller pubertet.

Til gengæld har jeg en forventning dig, kære forælder.

Jeg anerkender, at folkeskolen har en stor opgave når det kommer til seksualundervisning. I fagets formål står der mange, fine ting omkring indholdet af den opgave. Sådan er det med mange af de opgaver vi har i skolen, som strækker sig ud over de boglige, praktiske og musiske fag. Men skolen hverken kan eller skal være det eneste sted, hvor børn kan tale om seksualitet, pubertet, køn og alt hvad det medfører. Det skal de også kunne tale med dig om og det er dit ansvar at gøre det tydeligt at de kan det.

Hvis vi gør seksualitet til noget der kun tales om i et hviskende, fnisende rum en gang om året i uge 6, så sørger vi også for, at børn synes det er vildt pinligt og akavet. Vi risikerer, at de ikke tør komme til en betroet voksen, hvis de har mistanke om at have fået en kønssygdom eller være blevet gravide, men vi viser også at det er okay, når syvende klasses piger mobber Mira for at have haft sex og får hende til at skamme sig til det punkt, hvor hun begynder at hade sig selv. For det er jo netop pinligt. Er det ikke?

Måske har dit barn ikke lyst til at tale med dig om det, men det er ikke meget anderledes end at barnet på fem år ikke har lyst til at spise sine grøntsager. Der er nogen ting, som børn ikke skal have lov til at bestemme selv.

Det er ikke alt vi kan tale om i skolen. I skolen er der plads til generelle samtaler om normer, køn, kønsdele, sex, fertilitet, kønssygdomme og meget mere, men der er ikke plads til samtalen om hvor længe lige præcis Adam bør vente med at have sex eller om det er normalt i Farahs familie, at man altså først får kropsbehåring sent i puberteten. I skolen har vi et rum, hvor vi taler overordnet, om tendenser og om hvad der er ‘normalt’, men vi er ikke personlige omkring hverken elever eller lærere.

Det andet rum, hvor man kan tale om det mest private, skal skabes i hjemmet. Der findes vejledninger og gode råd til hvordan du kan starte den første samtale. Du er ikke alene, men du har en vigtig opgave foran dig. Det er kun dig, der kan løfte den opgave og sørge for at det ikke er dit barn, der reagerer forfærdet på spørgsmålet fra en lærer, om hvorvidt de kan tale med dig om sex.