Kvalitetstid og knækbrød.

Jeg mener, at skoledagene er for lange fordi eleverne er trætte og fyldt op sidst på dagen.

Det er onsdag klokken er 12.45 og jeg træder ind i min ellers så livlige 4. klasse. De sidder helt stille og kigger på mig med tomme blikke.  Marie er fordybet i en tegning, Mathias stabler sine blyanter til et tårn, Anne, Anders og Andreas sidder tæt sammen og småsnakker, resten hænger bare. Jeg bruger alle mine evner og viden inden for motivation og kropssprog og udtrykker friskhed og glæde. Jeg skriver dagens program op på tavlen, et af punkterne er ”knækbrødsfrikvarter”. Næsten alle børn får et stykke knækbrød og en tår vand, ikke fordi de ikke har haft en stor madpakke med, men fordi de ligesom de fleste voksne med en lang arbejdsdag trænger til at stoppe noget i munden sidst på eftermiddagen. Det er et af knebene til at vride den sidste kraft og saft ud af børnene sidst på dagen, et andet er arbejdet med individuelle opgaver og en tur på biblioteket. Fra kl. 14 er arbejdstempoet lavt også hos de meget flittige, kl. 14.30 er der næsten lukket ned og vi går på biblioteket. Her hjælper jeg og børnene hinanden med at finde en passende bog, egentlig skulle de herefter sidde og læse. De fleste hyggesnakker, hænger og i bedste fald kigger de sammen i en bog. Jeg har forsøgt mig med fælles lege både med og uden fagligt indhold, men det orker de faktisk ikke.

Mine elever på 4. årgang er helt almindelige (og ualmindeligt søde). De vil gerne lære, synes de fleste ting er spændende og er med på det meste, men efter 6 timers undervisning er de trætte. Når vi evaluerer på deres skolegang, spørger de ofte, om jeg ikke kan give dem tidligere fri eller i det mindste sørge for, at de ikke skal have så lange dage.

En af skolereformens hensigter var at eleverne i folkeskolen, ved at få flere undervisningstimer automatisk blev dygtigere. Der lå den sobre hensigt bag dels at hæve elevernes generelle faglige niveau dels at udjævne sociale forskelle. En elev på 4.-6. årgang skulle således gå 33 timer i skole på en uge. Skolegangen skulle være varieret og spændende. Dermed ville eleverne ikke opleve at dagene blev længere.

De lange dage er ikke i sig selv et problem for mig. Jeg er ansat til at undervise, jeg er elevernes ambassadør, jeg er der for deres bedste. Når de lange dage er et problem for mine elever, bliver det også mit problem. Mine kollegaer har samme oplevelse. Rundt om i landet har både forældre og elever givet udtryk for, at dagene er for lange. Med jævne mellemrum kan man læse om børn, der fravælger fritidsaktiviteter, fordi de er for trætte. Pædagogerne i fritidshjem og klubber melder om trætte børn. Unge mennesker er mindre attraktive til fritidsjob, da de har sent fri fra skole. Folkeskoleaftalen fra januar 2019 har givet børn i indskolingen færre timer, ca. ¾ dele af alle skoler har i en eller anden grad brugt muligheden for at søge kortere skoledage. Hvorfor skal det ikke gælde for alle?

Jeg ønsker at de danske skoleelever får afkortet deres skoledag. Den undervisning jeg skulle have haft i de sene eftermiddagstimer, skal i stedet lægges som to-lærertimer. Timer hvor vi er to lærere om at planlægge en spændende og varieret undervisning, timer, hvor der er dobbelt så mange lærere til at hjælpe, hvor der er tid til motivere, hjælpe og støtte både den fagligt stærke elev og den fagligt svage elev. Det tror jeg er et middel til at nå reformens mål: at lykkes med at alle elever, så de bliver så dygtige, de kan –uanset hvilken social baggrund, de har. Jeg mener, at de danske folkeskoleelever fortjener kvalitetstid i skolen ikke kvantitetstid.