Skal jeg vælge at forberede mig eller skal jeg tage mig af dit barn?

Det er mandag morgen, og jeg går glad ind i min 5. klasse. Da jeg åbner døren, er eleverne er i fuld gang med at fortælle om, hvad der er sket i weekenden. Jeg sætter min taske ned og beder alle om at være stille, for nu går vi i gang. Allerede der kan jeg se Alan sidde og hænge over bordet, og jeg minder mig selv om, at jeg skal have en snak med ham senere for at høre, om far og mor igen har skændtes hele weekenden, og om det er derfor, han igen ikke har fået sovet. Mine øjne falder også på Samia, der sidder modløs på sin stol. Jeg ved, at det, jeg nu skal undervise i, forstår hun ikke. Hun har svært ved at forstå dansk på trods af, at hun er født i Danmark.

Efter undervisningen har jeg forberedelsestid. Den ligger spredt i ugens skema, og nu skal jeg vælge, om jeg skal forberede mine kommende timer, eller om jeg skal bruge tiden på at få talt med eleverne, for at de har muligheden for at få deres frustrationer ud, og dermed bedre trivsel og læring.

I min forberedelsestid ligger alle de opgaver, der ikke er undervisningstid. Møder med teams, dialogmøder med klassens andre lærere, konfliktløsning i klassen, elevsamtaler, handleplaner, underretninger, fokusskemaer, tilladelser til at psykologer kan indhente oplysninger og elevplaner. For ikke at tale om kontakten til forældre om konflikter, manglende engagement, nyhedsbreve til hjemmet, lektier der skulle være lavet, problematisk adfærd på skolen og meget mere.

Når jeg har taget mig af de akutte ting, der opstår, når man arbejder med børn, skal jeg også nå at forberede mig på min undervisning. Det er skolelederens opgave at fastsætte tiden til undervisning og til forberedelse – men også skolelederen er underlagt rammer og en stram økonomi. Hvor skal pengene komme fra til at give mig mere tid til at tage mig af eleverne?

Hvis jeg vælger at forberede mig, så kan jeg skabe en god undervisning, der udfordrer eleverne positivt. Hvis jeg vælger at hjælpe elever, så kan de få en bedre skolegang og dermed en øget trivsel og læring. Hvad skal jeg vælge fra?

Jeg er lærer og ansat til at undervise, men det forventes af mig, at jeg også agerer socialpædagog, psykolog, terapeut og mor.

Inden politikerne peger fingre ad lærerne og råber højt om større trivsel i folkeskolen, igangsætter udviklingsprojekt efter udviklingsprojekt eller skyder skylden på lærerne, når eleverne ikke lærer nok, så mener jeg, at vi i stedet skal råbe højt om, at vi skal give lærerne bedre mulighed for at løse den store opgave, det er at give børnene den bedst mulige skolegang.

Jeg og mine kollegaer vil gøre alt for at skabe god undervisning for alle elever – og sikre, at de trives og udvikler sig. Men det kræver, at jeg har tid til at løfte hele opgaven, og at jeg ikke konstant er nødt til at vælge fra.

Det er vores samfunds største og vigtigste opgave at give den kommende generation det bedst mulige fundament for deres fremtidige liv – men mulighederne for, at det lykkes, er der ikke i dag.