Åbent brev til Mette Frederiksen
Først vil vi fortælle, at vi er rigtig glade for at komme væk fra et land i krig. Det betyder meget for os, at vi nu kan leve et trygt liv i frihed. Det er dejligt, der altid er lys i lamperne og vi har et godt sted at bo. Vi har meget at være glade for, men vi vil også gerne prøve at sætte nogle ord på vores følelser omkring det at være kommet til Danmark. For der er også nogle ting, vi synes kan være svært og vi har ikke rigtigt nogen, der kan hjælpe os. Det er derfor vi skriver til dig.Vi har alle sammen forskellige historier, i forbindelse med vores flytning til Danmark. Nogen er kommet hertil på grund af krig, nogen på grund af forældrenes nye job. Men vi har alle det til fælles, at vi har det svært i vores skole. Vi har sagt farvel til venner og familie i vores hjemland. Vi savner dem vi har forladt, vores by, vores hjem og vores sprog. Vi savner, at kunne få et kram af vores familie og at være med til fødselsdage, bryllupper, begravelser og alle vores andre højtider. Og så savner vi vores identitet og den position i vores hjemland, som det tager lang tid at bygge op igen.
Det der kan være svært er, at lære det nye sprog og at gå i skole på en ny måde. Når der kommer nye elever i klassen, får man meget opmærksomhed, fordi man er ny og spændende. Man får en ”buddy”, der skal hjælpe os rundt på skolen, dens faglokaler, toiletter, bibliotek og andre ting. Men, vi har alle oplevet, at efter et par måneder er interessen og hjælpsomheden forsvundet. Vi er måske svære at hjælpe, fordi vi slet ikke forstår noget og det er svært at tale med os og hjælpe os i gruppearbejde. Vi kender ikke legene i skolegården og vores forældre er ikke på Aula, hvor der er nyheder om fælles spisning i klassen, fester og overnatninger på klubben. Vi bliver ofte opfattet som nogen, der ikke kan noget og så mister vi troen på os selv. Vi er vant til, at vores forældre fulgte os i skole, talte med de andre forældre og blev orienteret af læreren om, hvordan det gik os i skolen. Vi havde et netværk og det samme havde vores forældre. Nu ligger det hele elektronisk og vores forældre ved ikke længere, hvordan det går os i skolen. Når vores forældre spørger os om, hvordan det går lyver vi og siger, at det går rigtig godt. Vi vil ikke have, de skal blive kede af det og vi vil helst ikke have, de ser os græde. For sandheden er, at vi føler os meget ensomme.
Vi ved godt, at det kan være svært at hjælpe os, men hvis vi måtte komme med et ønske, så vil vi gerne have modtage klasserne tilbage. Vi synes, det er alt for svært at begynde i en ny skole og så kun få hjælp omkring halvdelen af vores skoledag. Vi ønsker, vi kan få lov at sidde i en klasse i mange timer hver dag, hvor vi bruger tiden på at lære nogle helt almindelige vendinger og et helt almindeligt ordforråd. Det giver ikke mening for os at træde direkte ud af flyveren fra en svær flytning og så direkte ind i eksempelvis en matematiktime i en helt almindelig 6. klasse. Vi forstår ingenting og vi føler os bare dumme i en sådan situation.
Vi ved, at alle vores lærere prøver at hjælpe os, men vi savner følelsen af, at der er nogen der kender os som de personer, vi er. Når man har været stille længe, kan det være svært pludselig at begynde at tale, for så kan det være vores klassekammerater griner af os. I en modtageklasse, har vi mulighed for at øve os sammen og tale sammen. Vi bliver kede af det, når vi får at vide, vi er dårlige til at tale dansk. Det er et svært sprog og man skal øve sig meget for at blive god.
Vi ved, du har lovet, at du vil være børnenes statsminister. Vi håber, du også vil tænke lidt på det vi har beskrevet her, for der er ikke noget vi hellere vil i den her verden, end at blive gode til dansk, få en uddannelse og et godt arbejde senere i livet. Så vær sød at hjælpe os med at få en god start på vores nye liv.
Kærlig hilsen
Eleverne i basisdansk
Skolen ved Bülowsvej, Frederiksberg.
