Mig? Jeg er bare vikaren…

Jeg sad tidligere i dag i den mobile blodbank. Det var blevet tid til at genoptage hvervet som bloddonor – det var efterhånden et par år siden sidst. Der var den sædvanlige udfyldelse af spørgeskemaer, læsning af forskellige foldere om HIV og Hepatitis B og C. 

Så når vi til blodprøven og den flinke bioanalytiker kigger på mig og siger: ‘Jeg håber det går bedre denne gang end med den sidste donor. Der kunne jeg simpelthen ikke finde en blodåre at stikke i. Men jeg er jo også bare vikar. I virkeligheden er jeg kontorassistent.’

Ej, det passer ikke. Hun var bioanalytiker, og jeg ved ikke, om hun var vikar. Men tænk sig hvis hun ikke var uddannet? Hvis hun i virkeligheden ikke vidste, hvad hun havde med at gøre. Ville du lægge arm til det eksperiment? Sikkert ikke. Men hvorfor er det så, at vi lægger børn til et lignende eksperiment hver dag? 

I sommeren 2018 viste en opgørelse fra Undervisningsministeriet at ca. hver 10. lektion blev varetaget af en vikar. Og sidste år gjorde flere medier, herunder fagbladet Folkeskolen, opmærksom på at mere end hver 5. underviser i folkeskolen ikke havde en relevant uddannelse. Altså intet der gjorde dem egnede til at undervise børn i folkeskolen. Slet ingenting. Mere end halvdelen af dem havde en studentereksamen som deres højeste uddannelse. Og den del var ansat som timelærere eller i længerevarende vikariater. 

Den sidste vikar, jeg stødte på i skolen, var jo flink nok. Smilende og imødekommende. Men uden erfaring og uden uddannelse til det job, hun skulle ind og varetage. Hun ville gerne tjene nogle penge, så hun kunne komme ud at rejse inden der skulle læses videre. 

Men hun var ikke uddannet lærer. Hun havde ingen kvalificerende forudsætninger for at undervise, og hun havde tæt på ingen erfaring. Og nu skulle hun ind i 8. klasse og have tysk. Gutes Vergnügen. 

Jeg vil gerne fremhæve tre årsager til at vi har de vikarer vi har: 

For det første er du billigere i drift, hvis du ikke har en læreruddannelse. Sådan ca. en halvtredser i timen. Det betyder noget for budgetterne hvor mange vikartimer man kan få for pengene. 

For det andet, er der masser af unge uuddannede, der gerne vil være lærervikar. Til gengæld er det mange steder en udfordring at rekruttere læreruddannede lærere til vikarjobbene. Det er altså nemt at skaffe en uddannet 4.g’er, der gerne vil tjene ekstra penge tl et sabbatår, mens det er svært at finde erfarne lærere. 

For det tredje sidder der rundt omkring på landets jobcentre sidder der mennesker uden arbejde, som skal skrive den ene ansøgning efter den anden i jagten på et job der kan betale regningerne. Og der sidder en sagsbehandler eller to og siger, at man da bare skal søge job som lærervikar. Det kan alle jo blive. 

Men det kan alle ikke. De bør i hvert fald ikke.  Hvis alle kunne undervise, konfliktløse, brandslukke, trøste, lede, vejlede, opmuntre og løfte vores børn fagligt, hvis alle var dygtige til et eller flere fag og forstod hvordan de skal lære det fra sig, hvis alle kunne læse børn og unge og gribe dem når de er mest sårbare, var der ingen grund til at have en læreruddannelse. Vi har en læreruddannelse, fordi det ikke er nogen smal sag at drive skole. Det er ikke noget ankommer ind fra venstre og gør. 

Vi skal kræve uddannede vikarer, fordi vores børn fortjener god, kvalificeret undervisningen – også når deres faste lærer er fraværende. 

Skolelederne skal prioritere det i deres budgetter og ansatte faste vikarer, der kan læse timerne når lærerne er syge, på kursus, på efteruddannelse, til møder eller hvad der måtte være årsagen til, at det ikke er muligt at være tilstede i klassen. Eller de skal skabe mulighed for at lærerne kan hjælpe og vikariere for hinanden. 

Vi skal kræve god kvalitet i undervisningen – også når der er vikar. 

Om et par måneder sidder jeg igen i den mobile blodbank og vil glæde mig over, at den bioanalytiker der stikker mig i armen er uddannet til det. Også selvom hun er vikar.