En mors tanker om kvalitetsrapporten.

Fredag aften sad jeg til hyggeligt middagsselskab med to andre familier. Voksne, hel -og halvstore børn var samlet, som vi har været med jævne mellemrum de sidste 10 år. Snakken gik lystigt og faldt hurtigt på kvalitetsrapporten om øens folkeskoler. Den blev også hurtigt lukket igen -af mig: “Jeg bliver sur og ked af det for jeg synes, det er et unuanceret billede, der bliver tegnet af mit barns skole”. Mit barn er det eneste fra middagsselskabet, som ikke går på en privatskole. Jeg har et barn gående i udskolingen på Søndermarksskolen. Det er en god skole, hvis man spørger mig. Der er mange forskellige børn på hendes årgang. Hun møder klassekammerater, som kommer fra familier, der ikke ligner hendes, hun arbejder sammen med børn, som enten kan mere eller mindre fagligt end hende og som har en anden tilgang til at gå i skole. Hun har gået på Østre, er blevet skilt fra halvdelen af sine klassekammerater, har fået nye. De gik et år på Søndermark, så et år på Østre, mens Søndermark blev bygget om, derefter tilbage på Søndermark. Inden da havde hun næsten en måned stort set uden undervisning i 1. klasse, der hvor lærerne blev forhindret i at passe deres arbejde under lærerlockouten. Hun er udsat for alt for lange skoledag. Hun har skiftet dansklærer 7 gange. Alligevel har hun haft et godt skoleforløb og har lært en masse, for hun har haft nogle superdygtige og engagerede lærere, der har formået at samle klassen socialt og lære dem noget samtidig. Hun har gode venner i klassen, både de gamle fra Østre-tiden og nye fra sammenlægningen. Jeg får engagerede månedsbreve fra hendes lærere, der fortæller om, hvad der foregår i skolen. På forældremøderne møder jeg en ledelse, der fortæller om skolen og deres visioner med skolen. Mit barns lærere fortæller om hvilke tiltag og tanker, de gør for at nå så mange elever som muligt. Mit barn kommer også hjem og brokker sig over alt for lange skoledage, dumme lærere, klassekammerater, der larmer og ikke gider lære noget, undervisning, der er kedelig. Det tænker jeg, de fleste teenagere gør. Hun kommer heldigvis oftere hjem og fortæller om søde lærere og gode klassekammerater. Jeg kan høre, at hun lærer noget og mere end jeg gjorde, da jeg gik i skole.  Jeg er selv lærer. Jeg kan høre at det, der foregår i mit barns skole er gennemtænkt. For som jeg fik sluttet snakken ved middagsselskabet: “så synes jeg at de lærere mit barn har og har haft gør et fantastisk godt stykke arbejde.”