Folkeskolen fremmer forståelsen
Jeg har selv været der, indrømmet. Da min ældste skulle i skole for 10 år siden, var jeg nede og se den lokale folkeskole. Det var dengang på Østerbro i København. Og som jeg kom ind i de tre børnehaveklasser, blev det tydeligt for mig, som jo også trådte mine arbejdssko på en skole, at de tre børnehaveklasser blev undervist meget forskelligt. Jeg sprang til den konklusion, at der ikke kunne være særligt stærkt teamsamarbejde, og det hørte jeg meget om vigtigheden af på den efteruddannelse, jeg på daværende tidspunkt var på. Og vi kunne ikke frit vælge mellem klasserne, som i øvrigt også hang sammen med tre vidt forskellige pasningstilbud. Så jeg talte stærkt for, at vi valgte Lilleskolen lige ved siden af, for der var en tydelig pædagogisk ramme, som alle ansatte arbejdede inden for, og en og samme SFO.
Lilleskolen var virkelig effen til at få os forældre rystet sammen. Vi var alle med vores børn i skole et par dage i forsommeren. Vores børn lærte stedet, de voksne og hinanden at kende, og vi forældre lærte hinanden at kende, og vi kunne starte på at lave netværk omkring børnene og mødes inden deres skolestart, som på den måde blev tryg og god, også for os forældre.
Der var til gengæld ikke nogen tvivl om, at min datter var startet på en ”ghettoskole”. Altså mest for kreativ klasse. Nogle år senere blev der talt om udfordrede skoler. På det tidspunkt havde interesseorganisationen, Brug Folkeskolen, allerede arbejdet et stykke tid i København. De arbejder for ”at modvirke og mindske etnisk og social opdeling i københavnske folkeskoler – og for at gøre den lokale distriktsskole til det naturlige førstevalg for flere forældre” (www.brugfolkeskolen.dk). Det var først i forbindelse med, at jeg kom til at arbejde på en udfordret skole i København, jeg rigtig fik øjnene op for problematikken. Da var min egen datter i mellemtiden skiftet til en folkeskole. Jeg havde set vores første skolevalg for vores datter som vores isolerede valg uden betydning for andre, men når jeg kiggede mig rundt, kunne jeg også se mange venner og bekendte af dybt forskellig politisk observans vælge noget privat. Meget forskellige skoler. I København handler det jo ikke om, at landsbyens skole er blevet lukket, og folk er nødt til at starte private friskoler for at have lokale skoler. I København, og andre byområder, er det aktivt tilvalg eller aktivt fravalg af noget.
På de skoler, hvor Brug Folkeskolen arbejder, sørger de for at komme i børnehaverne og fortælle om den lokale skole. De laver legepladsmøder, hvor skolesøgende børn og deres forældre mødes og laver netværk med hinanden, så det bliver trygt at vælge den lokale folkeskole, som de nu også har hørt en masse om via de forældre, der udgør foreningen. Når børnene og deres forældre er startet, er der morgencaféer forældre kan komme i, hvis de har tvivl, spørgsmål eller bare lyst, og der bliver arrangeret workshops i, hvordan man som kontaktforældre skaber fællesskabende aktiviteter omkring klassen osv. Forældrene bliver taget i hånden og vist vejen og det plejer samtidig netværket blandt forældrene – og på den måde hjælper det til gode klassemiljøer.
Brobygning er noget helt uvurderligt, og det er det, Folkeskolen kan, når vi bruger den. Jeg frygter for, at børn i for høj grad sidder rundt omkring på skoler kun med børn, der ligner dem selv, af forældre, der ligner deres forældre. For der er jo et tidspunkt, hvor skolen slutter, og så bliver de nu store børn nødt til at forholde sig til andre unge, og mennesker i det hele taget, med helt andre baggrunde. På et tidspunkt, hvor de ikke nødvendigvis er lige så åbne længere. Og så kan det clashe. I den alder, hvor vi går i skole, er vi åbne og kan lære at se forskellighed, både som noget naturligt og lige frem som en gave. Derfor tror jeg på Folkeskolen som den allervigtigste dialogskaber, vi har.
For at Folkeskolen kan vise sine kvaliteter, skal vi bruge den. Og det er os forældre, der skaber den sammen med os fagfolk i skolen. For Folkeskolen er i høj grad gjort af de børn, der er i den og i samarbejdet med deres forældre. Hvis alle bruger Folkeskolen, er den, med milepæle til det næste, nummer ét demokratiudviklende og brobyggende institution. Så vidt overhovedet muligt skal vi alle støtte op om Folkeskolen, så den kan blive ved med at være det allerbedste grundskoletilbud for vores allesammens børn. Hvis så godt som alle bruger Folkeskolen, bliver dens økonomi heller ikke på samme måde udsultet. Men det er en helt anden snak.
