Er det meningen, at vi skal vælge folkeskolen fra?

Alle mennesker har noget, de brænder for her i verden. Det kan være, at det vigtigste i din verden, er at kæmpe for vores klima. Det kan også være, at dit hjerte banker for at være med til at skabe et samfund, som tager sig bedre af mennesker, når de bliver gamle. Hjertesager er der nok af.

Mit hjerte slår for Danmarks børn og deres fremtid – uanset deres etniske, økonomiske og sociale baggrunde. Alle sammen skal have ret til en fair og lige chance her i livet. Derfor er jeg lærer i folkeskolen. Folkeskolen er nemlig alle børns skole, og her skal de have mulighed for at udvikle sig, opbygge viden om verden og blive til hele mennesker med mod på livet. For at folkeskolen skal kunne bære det store ansvar, kræver det nogle ambitiøse lærere med tid og et professionelt råderum. Desværre presser folkeskolens rammer lærerne i en sådan grad, at det kan synes svært at indfri sine ambitioner om god undervisning og stærke relationer til eleverne. Alligevel gør vi, hvad vi kan, fordi vi brænder for børnene. Men en opfordring til at sænke ambitionerne for at undgå stress spreder sig, i hvert fald på min skole. Kan det virkelig være rigtigt? Kan man i dag ikke have høje ambitioner som lærer, uden at få stress? Der er noget galt. Jeg har været lærer i kort tid, men jeg er allerede blevet mødt af opfordringen til at sænke mine ambitioner flere gange.

Hvor høje ambitioner må vi have?

“Du bliver nødt til at sænke dine ambitioner, ellers går du ned på det”, sagde min kollega til mig for noget tid siden. Hun har helt sikkert ment det godt, men ordene gjorde mig både irriteret og frustreret. Arbejder jeg virkelig et sted, hvor jeg bliver nødt til at gå på kompromis med min undervisning for at kunne være i jobbet? En dag gik jeg over til min leder. Jeg havde brug for hjælp, fordi jeg ofte føler, at jeg ikke har tid nok til at løse mine opgaver tilfredsstillende. Hun forstod mig godt, men gav mig samme råd, som min kollega: “Du bliver nødt til at sænke dine ambitioner”. Igen er jeg efterladt med en tom fornemmelse i kroppen. Det mærkelige er nemlig, at jeg ikke mener, at jeg har højere ambitioner end, hvad der burde forventes af en lærer. Jeg vil bare gerne have lov til at passe mit arbejde. Jeg vil gerne have lov til at lave god og motiverende undervisning. Jeg vil gerne have lov til at inkludere mine elever i fællesskabet. Jeg vil gerne have lov til at være der for mine elever – er det ikke bare opgaver, som hører til det at være lærer? Hvis jeg selv skal svare, må jeg indrømme, at jeg nogle gange bliver i tvivl, om der fra politisk side er et ønske om, at jeg skal kunne løse disse opgaver. Hvis der var det, hvorfor er der så ikke nogen, der lytter til lærerne og sikrer, at vi har rammerne til det?

Hvad er planen?

Siden lockouten er der flere lærere, som har skiftet branche eller er flyttet til en fri- eller privatskole end før. Var det en del af planen? Skal vi bare droppe folkeskolen og lægge vores kræfter et andet sted og spare de penge?Jeg vil bare gerne have klar besked. Hvad er meningen med, at I politikere ikke lytter til lærerne? Hvis I brænder for folkeskolen ligesom os, så lad os gøre den så god, som vi kan i fællesskab. Det eneste det kræver er nogle rammer, som gør at lærerne har lyst til at blive og kæmpe videre.