Opråb til vores forhandlere i DLF og KL
”Giv varme, giv tid og plads og lad det spire og gro”
Kære forhandlere, under dette motto vil jeg fortælle jer om min gode stedfar.
Min stedfar er lige dele passioneret havemand og (ex-)lærer, og som menneske ligger det ham naturligt at udøse varme, tid og plads. Resultatet har til alle tider været, at det spirede og groede mellem fingrene på ham, hvad enten det var i haven eller på arbejdet. Han levede og åndede for begge dele og fik igennem årene altid en blomstrende have og ditto folkeskoleklasse ud af det. Ingen har nogensinde betvivlet min stedfars grønne fingre, heller ikke jeg, men det har bare aldrig haft min store interesse, om end jeg sommer efter sommer har nydt godt af resultatet. Ej heller har nogen nogensinde betvivlet hans evner som lærer, heller ikke jeg! Jeg har på egen krop mærket resultaterne heraf. Han var en god lærer, fordi han stillede krav, og fordi han gav varme, tid og plads. Jeg var selv en af hans elever.
Jeg er siden fulgt i hans fodspor, er blevet lærer og har den samme passion for mit arbejde som han. Derfor ved jeg nu også efter mange års erfaring i hvervet, at tillidsfulde relationer går forud for al læring. Som min stedfar ved jeg, hvor meget tid det kræver at opbygge sunde og trygge relationer i et klasserum, og hvor vigtigt det er med plads til forskellighed og mangfoldighed.
Jeg ved, det i høj grad handler om klasseledelse, men også at det i lige så høj grad handler om lærerens mulighed for i sin undervisning at opbygge og pleje de sunde relationer. Betingelserne for at spire og gro er ikke spor anderledes for børn end for planter. Nogen skal nære dem og fodre dem, nogen skal brænde for dem, stille krav, følge op, gå foran og vise vejen for fordybelse, nysgerrighed, eksperimenteren, samtale, undren, refleksion og erkendelse. Men disse nogen skal selv næres og fodres, for hvordan kan man gå foran, hvis man selv humper bagefter; hvis man selv hungrer efter tid til fordybelse, til at være nysgerrig, at eksperimentere, samtale, undre sig, reflektere og erkende?
Og det er netop det, jeg oplever, vi lærere gør: hungrer efter tid til at fordybe os, til at samtale, undres og reflektere sammen og hver for sig. Vel at mærke hele tiden med kerneopgaven for øje: at danne og uddanne vores børn til at indgå i et højt udviklet demokrati, forsvare det og bære det videre.
Med det væld af stadigt nye krav og opgaver der lægges ind over folkeskolen og dertil et stigende antal utilpassede børn i klasserne samt øget mistrivsel blandt børn, er vi lærere max pressede i vores kerneopgave. Rigtig mange har en mening om folkeskolen, og jo længere væk fra maskinrummet (læs klasselokalet) disse mange befinder sig, jo mindre forståelse er der for, at grundlaget for læring og dannelse er tillidsfulde relationer og plads til forskellighed.
Heldigvis har jeg selv en skoleledelse, der godt ved det. De bestræber sig på at være anerkendende og tydelige i deres ledelsesstil, men jeg oplever også, at de er presset af en øget arbejdsmængde og af stadigt nye smarte og mindre smarte påhit ovenfra. Det fratager dem tiden til at være ude på gulvet blandt os lærere, hvilket igen betyder, at de ikke altid har fingeren på pulsen, ift. hvad der rør sig. Hvordan skulle de næsten også kunne det, når de ligesom os lærere er max pressede i deres stadigt større opgaveportefolie?
Jeg startede med min stedfar, og jeg vil slutte med ham. Jeg så, så længe jeg boede hjemme og gik i vores lokale folkeskole, hvordan han gav både sine blomster og sine elever næring og varme. Han gjorde det, fordi han troede på værdien af det, og fordi han ikke var udsat for en masse ny smart branding af folkeskolen med dertil hørende nye ydre styringsmekanismer. Han gav sig tid -og havde tiden- til at være nærværende for sine elever og ærekær omkring hele sin gerning som lærer.
Kære forhandlere. Min stedfar er det levende bevis på betydningen af at give varme, tid og plads. Vi er en hel lærerstand, der står klar til at gøre det samme, så folkeskolen kan blive ved med at være det, den er sat i verden for, – at være hele folkets skole. Jeg sætter derfor min stedfar op på en piedestal, så I forhandlere i DLF og KL kan gå rundt om ham, beskue ham og forstå, hvad han er gjort af. I vil dog nok ikke kunne undgå at se mig ved siden af med et banner med et opråb i rødt:
Giv nu endelig os lærere ro og rimelige ressourcer og rammer. Giv os indflydelsen tilbage over det, vi er allerbedst til. Så vil I se det spire og gro i folkeskolen.
