Enhver profession kan have brug for stemmer udefra

Jeg bliver skeptisk, når kollegaer nævner, at vi ikke skal bruge såkaldt uuddannede folk. Vi har brug for mennesker som passer til opgaven. Det er det vigtigste – og det er lederens opgave at sørge for at person og opgave passer sammen. Men vi kan også have brug for stemmer udefra.

Et eksempel på en stemme udefra er en tidligere medarbejder på en skole, hvor jeg arbejdede. Hun hed Rikke og var hverken pædagog eller lærer. Jeg skal være den første til at erkende en hvis skepsis til hendes ansættelse. Hun var ansat til at være ekstra støtte på en elev, som havde en af den slags elevmapper, som får de fleste til at tage en dyb indånding: Den var tyk. Flere skoler, flere eksempler på fysisk vold mod elever og medarbejdere og med et længere fravær fra en almindelig folkeskole. Samarbejdsproblemer mellem skole og hjem var der også.
Der opstod selvfølgelig episoder i arbejdet med eleven, men hver gang var Rikke der til at følge op. Kærligt, bestemt, plejende, formanende og alt det, som enhver pædagog eller lærer ville gøre. Men det havde ikke fungeret tidligere. Det gjorde det nu, og eleven rykkede fagligt, socialt og blev på under et år, en yderst velfungerende, dygtig og vellidt elev.

Når vi er flere mennesker i det pædagogiske arbejde, så er det rart, at vi hver især ved, hvad den anden foretager sig. Hvad der er den andens styrker, svagheder og rolle. Det var ikke muligt at få afklaret de emner, da året blev planlagt med Rikke. Hun kunne ikke rigtig sætte ord på, hvad hun skulle, eller hvad hun gjorde. Jeg var skeptisk til det kommende samarbejde. I dag er jeg overbevist om, at Rikke kunne noget helt særligt. Noget som ingen af os pædagogisk uddannede kunne. Hun kunne blot være et menneske, som kunne være der for den elev. Rikke havde ikke professionens kommunikation med sig, og det, tror jeg, gjorde en forskel. Både for eleven og for samarbejdet med hjemmet.

Vi uddannede var muligvis ikke lykkedes med eleven, fordi en del af vores profession ubevidst sneg sig med ind i kommunikationen. Eleven og hjemmet ville – med deres erfaring med pædagogiske institutioner – ubevidst registrere mikrosignalerne og reagerer med gamle vaner. Gå i forsvar. Det er ikke til at vide. Men Rikke er et eksempel på, at vi en gang imellem har godt af at få stemmer udefra. Mennesker med medmenneskelighed som ikke agerer efter det tankemønster, som enhver uddannelse udstyrer os med. Rikke havde ikke en ekstra kasket, som pludselig kunne poppe op på hovedet og for eksempel give et klassisk pædagogisk signal: Lærerblikket. Det blik som signalerer, at nu skal eleven rette ind, opføre sig ordentligt eller hvad det nu kan være. En blanding af kærlig overbærenhed og no-more-bullshit. Rikke havde et andet blik. Et ikke-professionelt blik måske.

Det er selvfølgelig vigtigt, at mennesket passer til opgaven. Jeg går ikke ind for uuddannet personale i skolen generelt. I Rikkes tilfælde passede hun til opgaven med eleven, men ikke særligt godt til at stå for undervisning i en klasse. I et arbejde med mennesker, er vi først og fremmest mennesker, der møder andre mennesker. Det tror jeg er vigtigt at huske på i dag. Lederne skal sørge for at opgaven passer til de mennesker, som varetager den. Uddannet personale kan man forvente mere af, men uuddannede kan også have noget at bidrage med. Vi kan bruge stemmer udefra, til at se forbi vores egen professions kultur og måske få nye ideer.