Lad den brede og sprede sig

Så blev det dagen, hvor Corona lukkede Danmark ned, og jeg skal ikke på arbejde de næste 14 dage ……..vel at mærke med fuld løn. Det lyder jo fantastisk og er da også på en stresset og presset almindelig arbejdsdag næsten drømmescenariet, -lige bortset fra det med Corona. Men hvorfor er jeg så alligevel ikke rigtig glad?

Jeg er lærer og mødte frem i dag efter Mette Frederiksens udmelding i går og derefter min ledelses opfølgning pr. sms om, at vi alle skulle mødes på skolen i dag, hvor vi ville få nærmere instrukser. Også en del børn mødte frem, nogle for at blive passet, andre for blot at hente deres ting. Men ellers var skolen som blæst for børn resten af dagen, gangene var tomme, gården var tom og klasserne var tomme. Sikke en kovending fra i går hvor jeg tog hjem fra arbejde og glædede mig til to arbejdsdage mere og så weekend!

Nu glæder jeg mig til at to uger uden arbejde er overstået, så jeg kan komme frem til børnene igen! Jeg kan jo ikke undvære dem. Der er for fa’n en grund til, at jeg er blevet lærer. De er bare så livsbekræftende hver evig eneste dag. Nu må jeg undvære dem i mindst 14 dage og så bare håbe, at de godt kan undvære mig/skolen, så de ikke keder deres r.. i laser og brænder helt sammen foran deres mobil. De børn, jeg nåede at hilse på, var bestemt ikke glade: Vi kommer til at savne jer! Vi kommer til at savne vores kammerater! Ja selv: vi kommer sgu da til at savne skolen, -blev hørt på gangen.

Situationen giver mindelser om de frygtelige dage i april 2013, da vi blev lock-outet. Der blev vi også ufrivilligt holdt væk fra vores skole og elever, men den store forskel var naturligvis, at det var en  total ydmygelse, nedgøring og hån mod hele lærerstanden, det der skete dengang. Vi har aldrig glemt det; det sidder dybt i kroppen.

Denne gang er vi alle ofre for en global pandemi, og ingen kan udpeges som de ansvarlige. Og denne gang har vi trods alt to dage til at forberede to ugers digital undervisning og en eller anden form for kontakt med eleverne. Vi har opfordret dem alle til at komme og hente deres bøger, hæfter og computere senest i morgen fredag, og de har med vores hjælp mobiliseret telefonkæder og digitale arbejdsgrupper, så flest muligt ruster sig til 14 dage derhjemme. De vil nemlig gerne have noget at rive i, de vil gerne lære og gerne modtage undervisning.

Jeg er en smule høj, efter i dag at have siddet i et summende fællesskab af engagerede lærere, der bare stiller op for deres elever og planlægger, arrangerer og laver aftaler for de næste 14 dages digitale undervisning. Ingen gik derfra i dag med armene over hovedet, lige bortset fra over følelsen af at stå sammen om at ville vores elever det aller- aller- bedste. Det blev bare så tydeligt i dag. Så jo, selvfølgelig er der mindelser om 2013, men vreden over ikke at måtte være der for vores elever som i 13 var der ikke, fordi vi denne gang gerne må gøre vores arbejde, om end i et nødspor.

Ingen skal komme her og cutte livlinen mellem os og vores elever. Vi er der for dem, og de er der for os. De skal nok nå at komme til at kede sig grusomt, for de er glade for skolen, for deres lærere og deres kammerater. Den gode historie i al elendigheden og usikkerheden om Corona er, at det stærke bånd mellem lærer og elev er blevet bekræftet og bestyrket i dag. Den historie skal ud, den skal deles og den skal nå politikerne og andre skole-beslutningstagere. Jeg er med på, at tiden måske ikke lige er til at tale skolepolitik, men forhandlingerne om vores næste overenskomst pågår vel i en eller anden grad også under Corona, og den gode historie – alle de gode historier fra folkeskolen- skal med ind i forhandlingsrummet og forhåbentlig have en afsmittende effekt på de arbejdsvilkår, vi lærere skal arbejde under de næste fire år.

Jeg er slet slet ikke færdig med at fortælle den gode historie om lærerne, og jeg håber sådan, at den bliver delt og breder og spreder sig i endnu større hast end Corona!