Giv mig arbejdspladsen tilbage
Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde lettere ved mit arbejde for 3 uger siden. Dengang jeg mødte ind på skolen kl. 7.30, startede ruten ved kaffemaskinen, derefter kopimaskinen og til sidst ned til teamrummet, hvor jeg loggede ind på Aula og tjekkede dagens beskeder.
Dengang jeg mødte på arbejde på en RIGTIG arbejdsplads. Dengang før COVID-19.
Nu står jeg op kl. 7. Jeg sover altså lidt længere end for 3 uger siden. Jeg lukker hønsene ud i haven, får ungerne ud af fjerene, drikker kaffe, spiser morgenmad, gør klar til at tage på arbejde. Men jeg skal ikke ud af døren. jeg skal bare ned i kælderen. Der kan jeg logge ind på Aula, på MinUddannelse (når man kan komme ind), på Matematikfessor (når man kan komme ind) og på Facebook (hvor man altid kan komme ind). Facebook er blevet sidste skud på stammen af digitale platforme jeg bruger i undervisningen. Hvorfor? Fordi det er der eleverne er. Der ved jeg at får fat i dem.
Og så er der jo lige den forskel, at jeg også skal hjælpe mine egne børn der sidder med hver deres ugeplan og skema for dagen. Hver deres opgaver, hver deres faglige niveau og hver deres grad af koncentrationsevne. Men de gør det godt. Og det gør min mand også. Det er nemlig ham der skal stå for en del af elevopsynet her i huset. Jeg har jo mine egne opgaver.
Så vi har prøvet at fordele det mellem os, så moren hjælper med de faglige opgaver på iPads og i bøgerne og faren tager de opgaver der involverer gåture og undervisningsprogrammer på Youtube og DR. Vi gør det vi er bedst til.
Men jeg savner hverdagen. Jeg savner tiden hvor jeg tog på arbejde og tog hjem igen. Dengang der var en tydelig forskel på hvornår jeg var på arbejde og hvornår jeg var hjemme. Dengang jeg kunne holde fri når jeg tog hjem. Jeg ved godt, at lærerne aldrig rigtig har fri. Vi er tit klar til at tage en snak over køledisken i Fakta hvis der var brug for det. Eller vi tænker over hvordan vi skal lave god undervisning mens vi ser en dokumentar eller følger med i nyhederne. Men vi har fri. Det føles ikke sådan nu. Nu må jeg skubbe en masse opgaver til senere på dagen, fordi jeg ikke nåede det mens jeg skulle hjælpe mine egne børn. Jeg sidder sent om aftenen og skriver elevplaner og ugeplaner, retter opgaver og finder nye opgaver til næste dag. Jeg oplever at skellet mellemfin arbejdstid og min familietid er svundet ind og tæt på ikke-eksisterende. Grænserne er flydende og jeg kan ikke lide det. Jeg bruger ikke mere tid på mit arbejde – jeg bruger det bare på et andet tidspunkt. Og det har jeg ikke lyst til.
Jeg er ikke alene. Rundt omkring i de danske hjem sidder familierne og prøver at få det hele til at gå op. Prøver at løse egne arbejdsopgaver til chefens tilfredsstillelse samtidig med, at børnene skal hjælpes eller aktiveres, hvis det er mindre børn der måske ikke er i skole. Og det er mega hårdt. Det er det.
Men det ender på et tidspunkt. Så vender hverdagen tilbage. Og jeg glæder mig – selvom kaffen herhjemme er bedre.