Hvad nu hvis…
Det er faktisk nu, det rigtigt bliver svært. Indtil nu har det hele holdt vejret, vi har været i en slags undtagelsestilstand, hvor vi fandt ud af, hvad det her nødundervisning kunne være. Men nu skal vi bevæge os hen mod noget mere normalt, der bare slet ikke er det. Vi skal være i vores normale omgivelser, men gøre noget helt andet, end vi plejer. Der ser endda anderledes ud. For det er stadig nødundervisning, der skal bruges bestemte døre og være ret stramme regler for snart sagt alt. Hvis vi lige tog den hjem, så kan man jo forestille sig, der er rykket rundt på møblerne, restriktioner på, hvem der må være hvor, og at man pludselig ikke må sidde i sofaen eller skal sidde anderledes ved spisebordet. Når eleverne nogle gange kommer til at kalde os lærere ”mor” eller ”far”, så er det jo, fordi vi er en del af deres tryghedzone. Og noget af trygheden ligger i omgivelserne, strukturen og at alt er, som det plejer.
Så det er svært at se for sig, hvordan det bliver i skolerne, når vi åbner op. Sådan et klasseværelse plejer at være ret pulserende. Der er måske 28 børn, og de er ikke stille, heller ikke fysisk. Selv om bordene har fået mere afstand, og vi alle har gjort vores for at indprente egne børn, at de skal holde afstand, ja, så ligger det lidt i sådan noget børnekultur at røre hinanden. Sådan nogle high fives, arme rundt om skuldre og hænder i hinanden sker der masser af. Og en masse af det sker umiddelbart. Så vi kan gøre vores yderste, men det bliver godt nok svært. Udearealerne på en skole er begrænsede, og vi har jo også hidtil tænkt i forskudte pauser og i hvordan vi hver især har det udendørs så meget som muligt i brug for at få bevægelse i undervisningen, vel og mærke uden at eleverne afleder hinanden klasserne imellem. Og nu skal det være endnu mere, og mere opdelt? Og elefanten i rummet: Hvor længe? Er det en måned? Eller er det et halvt år?
Vi lærere er jo en slags tusindkunstnere. Men denne her bliver svær. I skolelukningsperioden faldbød en stor del af verden sig med virtuelle tilbud. Nu har vi faktisk brug for at komme helt ud under åben himmel. Der har – dengang alting var normalt – været mange åben skole-samarbejder, en masse af dem rigtig fede. Det har også haft udfordringer. Nogle steder har det at deltage med en klasse været bremset af at transporten skulle dækkes. At en skole med 500 elever har to buskort, der hver kan køre en klasse på. Og hvis de to kort allerede var i brug, skulle der betales almindelig takst, og så blev det dyrt, og der kom restriktioner på. Nogle steder har samarbejdet været skubbet i gang med kulturpas – tvungne arrangementsrækker til særlige årgange. Og på den måde for nogle noget meget tvungent, som gjorde det svært for ejerskabet til samarbejdet.
Lige nu har vi en mængde kulturinstitutioner og en mængde foreninger, som ikke må holde åbent. Og skoler, hvor børn skal undervises udenfor. Og ingen ved, præcis hvor længe, men vist ret længe? Kunne man få noget op at stå på en ny måde, som var til alles bedste? Som blev organiseret af lærere, åben skole-arrangører, repræsentanter for kulturinstitutioner og de frivillige foreninger i fællesskab? Måske nogle af dem, der har meldt sig på banen med Coronaløsninger, i samarbejde med skolens folk kunne få nye offline-samarbejder op at stå, som vil afhjælpe nogle af de udfordringer, begge parter står over for, måske i lang tid fremover. Skolerne skal have flere kvadratmeter pr. barn, kulturinstitutionerne må ikke have åbent, som de plejer. Det er oplagt at få den åbne skole til at løse noget af det, vi står over for, fordi begge parter står i en situation, som ikke er holdbar, hvis der ikke tænkes meget anderledes. Samarbejdet har en ny dimension af nødvendighed. Regeringen har lovet penge til ekstraudgifter i perioden – hvis de blev brugt på den her måde, ville de måske også bære fremad?
Hvad nu, hvis kloge folk brugte den næste måned med at planlægge, at skoleelever og deres lærere på skift kunne være ude på en meningsfuld måde fra juni? Ude hos naturvejlederne i skovene, hos blå flag, hos ro-, sejl-, tennis-, fodbold- og atletikklubberne – og hvem der ellers er af sports- og andre foreninger? Og hos Randers Regnskov og på de mennesketomme museer. Det er klart, det skal tænkes godt igennem hvordan, for det skal være undervisning, og det kræver en vis ro. Og planlægning. Så hvis det her skal vare ved efter sommerferien, er det også nu, der er nogle, der skal i gang, både med logistikken og med at tænke anderledes.