Vi er ikke klar til genåbningen af skolen d. 15. april

Jeg sidder med min kaffe mandag morgen. Det er 2. påskedag og jeg skal i gang med at forberede mig til den kommende uge, hvor skolerne genåbner. Men hvad skal jeg forberede? Jeg har vendt og drejet mig i min seng i flere nætter, for at komme på den bedste løsning for en udeundervisning, som tager hensyn til alle sundhedsstyrelsens forskrifter om at være sammen. Det er næsten umuligt. Jeg ved heller ikke hvornår jeg skal arbejde eller hvilken klasse jeg skal undervise. Min forberedelse må have en plan A, B og C, så jeg ikke havner i en situation, hvor jeg ikke kan bunde og langsom synker i stresshavets dybe grund. Jeg er også urolig for, at jeg bliver smittet, så jeg ikke kan tage mig af mit barn og mine forældre. Eller endnu værre bliver smittebæreren.

Der er så mange tanker i mit hoved og jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg har dagligt talt med mine kollegaer, hvor vi prøver at indgyde håb om, at det nok skal gå, hjælpe hinanden til at forstå, hvad vi skal forvente, når vi er tilbage på skolen og forsikringer om, at skolen nok skal passe på os. Men også lederne på de forskellige institutioner har svært ved at genåbne, med de udfordringer der er, idet at hverdagen skal laves helt om. Der skal være aktiviteter udenfor, der skal vaskes/sprittes hænder i et væk og børnene skal holdes i små grupper og dertilhørende ekstra personale. Hele puslespillet skal gå op, men der er ingen brugsanvisning.

Jeg er formand for mit barns daginstitution og har de sidste dage, sammen med lederen, været med til at tage beslutningen om, at genåbningen først starter d. 20/4. Så kan personalet blive klar til de udfordringer der er, og få en hverdag til at hænge sammen for både personalet, men især også for børnene.

Det ville jeg ønske regeringen også havde tænkt på, inden de fortalte, at skoler og daginstitutioner skal genåbne onsdag efter påske. Det er om kun 2 dage og jeg sidder  med en følelse af total forvirring om, hvornår jeg skal arbejde på skolen, hvilke klasser jeg skal undervise og hvordan jeg skal undervise, helst udenfor, hvor det ikke kun bliver en pasningsordning.

Jeg skal ikke kun være på skolen, jeg skal også online undervise mine elever i 6.-9. klasse. Det skal alt sammen planlægges på en dag, nemlig i morgen tirsdag. Jeg kan slet ikke se hvordan det skal kunne lade sig gøre. 

Så kære regering, måske er det på tide, at I har en direkte linje til virkeligheden og tager beslutninger baseret på fakta om, hvordan hverdagen er for os lærere. Vi kan ikke starte onsdag efter påske, som I har lovet forældrene, for vi er ikke klar. Vi kan starte mandag d. 20/4. 

Så har vi fået styr på hvordan hverdagen skal være for eleverne på de forskellige skoler. Vi har haft tid til at melde en plan ud til forældrene i rimelig tid og vi har fået talt sammen indbyrdes om de udfordringer, som nu venter os med udeundervisning, større hygiejnemæssige tiltag, og hvordan vi er sammen med børnene på behørig afstand. 

Vi ender med endnu en prøvehandling, hvor vi famler os i blinde for at finde en løsning på, hvordan vi gør det bedst sammen. Lad nu skolen og lærerne blive klar inden vi åbner igen.