Den som flaskehalsen peger på.

Hvem kender ikke den leg? Hvor man sidder i en rundkreds, drejer en flaske og spændt venter på, om man bliver den heldige eller uheldige. Næsten sådan en situation sidder mine kolleger og jeg  i (igen). Hvem peger flaskehalsen på i år? 

Det handler selvfølgelig om reducering af personale på min lille skole. 

Beskeden er kommet her til morgen. Den indeholder en masse skriverier om tal, ressourcer, visitering og penge ud af budgettet. Om en masse ressourcer vi ikke længere får og fanden og hans pumpestok. 

Vi har prøvet det før. Mange gange endda. Det er det samme hvert år på denne tid. Vi venter på ressourcetildelingen, krydser fingre for, at ingen elever bliver meldt ud inden 15. marts og håber, at der når at komme flere til inden. Hvert hoved tæller. Hver visitering til specialtilbud tæller. 

I år er det endnu sværere at få beskeden, for modsat de andre år hvor vi har været samlet, kan vi ikke sidde sammen og snakke om det svære, trøste og opmuntre. I stedet mødes vi på Messenger og Meet, men det er ikke det samme. Alle har ondt i maven, for vi elsker vores skole, og vi kan slet ikke forestille os at arbejde andre steder eller at skulle mangle en eneste af os. Hovedet rumsterer og alle scenarier gennemtænkes. Hvem kan vi undvære, når fagfordelingen skal gå op? Hvor mange er vi med mine linjefag? Spørgsmål som hverken jeg eller mine kolleger skal finde svar på, men som er svære at undgå at stille.

Det kan være svært at få øje på, hvorfor vi skal af med en lærer, for vi har hverken klasse – eller elevnedgang. Det handler om den måde, man tildeler ressourcer på, og det er et uoverskueligt puslespil med penge ind og ud af budgettet. Desværre er det tallet på bundlinjen, som har betydning for antallet af lærere. Når vi så bliver reduceret, skal de tilbageværende blot løse flere opgaver. Mere undervisning, flere opgaver, flere vagter og mindre forberedelse. Altsammen konsekvenser som forringer det, vi er der for – vores kerneopgave – undervisningen. 

Jeg har været på den samme skole i snart 8 år, og så vidt jeg husker, har der kun været et enkelt år uden forflyttelser. Et enkelt år hvor vi ikke skulle åbne en konvolut eller tjekke mails klokken 15 på en præcis dato. Et enkelt år hvor man ikke skulle igennem først glæde over ikke at blive valgt til forflyttelse og derefter tristhed over at se en kær kollega gå hjem i gråd og måske slet ikke magte at komme tilbage. 

Jeg ved godt, at det ikke er en leg at vælge den eller de, som skal forflyttes eller i værste fald afskediges, og jeg ville nødig sidde i den position at skulle træffe den svære beslutning. Men hvorfor skal det overhovedet være sådan hvert år? Hvorfor skal en skoles økonomi være så kortsigtet og afhængig af diverse ugennemskuelige tildelingsmodeller. Hvorfor kan vi ikke bare få lov at se bare lidt længere frem i tiden og kunne udvikle videre på alt det gode? Det bliver alt andet lige ikke nemmere af, at man hvert år får flere opgaver, nye samarbejdspartnere og mindre forberedelse. 

Løsningen har jeg ikke. Jeg kender kun konsekvenserne af reduceringerne, og de er mildest talt ikke gode for hverken lærere eller elever.