Den dag verden lukkede ned og min hjerne gik i stå…

Mandag d. 9. marts tog jeg på studietur til Berlin sammen med 28 dejlige elever og fire kollegaer (I know god normering!) Det var en spændende tid at tage af sted på, og mange spurgte ”Er det sikkert at tage af sted?” ”Hvad nu hvis landet bliver lukket mens I er på studietur?” ”Er du ikke bange for at tage af sted?” Og jo, det skal da ikke være nogen hemmelighed at jeg syntes det var lidt ”spændende” at vi nu skulle afsted. Men uvisheden gav mig også et mærkeligt drive. Det var som om det var lidt sejt at vi tog afsted, tænk at vi turde. Tænk om vi nu blev ”fanget” i karantæne, på et eller andet hostel i Berlin og skulle agerer i en sådan situation. Men afsted kom vi, med taskerne fyldt af håndsprit og højt humør.

Vi havde lagt, hvis jeg selv skal sige det, et super fedt program. De første par dage gik lige efter planen. Alt gik ligesom op i en højere enhed.  Vejret var godt, eleverne var søde og ordentlige, vi havde det mega hyggeligt og sjovt lærerene i mellem, men der er jo altid et men. Nu skal jeg fortælle jer om der hvor vi boede. Hostlet! Det var rædselsfuldt! Den første dag sad et par af vores mest sårbare piger fast i elevatoren, og for at det ikke skulle være løgn, da den så kom i gang igen, faldt elevatoren yderligere et par meter ned inden nødbremsen slog til. Pigerne var rædselsslagne og havde fået noget af et chok. Der lugtede af tjald på gangene, og typerne man stødte ind i var stenede og underlige. Der var meget lydt værelserne i mellem. Det var så lydt, at en af mine kollegaer, måtte skifte værelse den første nat, fordi der inde ved siden af ham, var et par, der havde så højlydt sex, at klimaks var, at kvinden endte med at græde og vist brække sig ud af vinduet – det ikke var til at holde ud.  Det var ikke et trygt og rart sted, især ikke når man havde en masse elever med. Der kan jeg helt klart IKKE anbefale at bo.

Jeg nåede også at overveje en gang eller to om, hvordan det ville være at havne her i flere uger i træk, hvis det blev sådan at vi ikke kunne komme hjem… Heldigvis var vi kørt i bus derned, og havde vores egen buschauffør med, så vi havde en intern aftale om, at hvis vi pludselig ikke syntes at det var forsvarligt at være der længere, så ville vi fylde bussen og køre hjemad straks. Inden de nåede at putte os i karantæne på dette gudsforladte sted…

Det blev onsdag aften og statsminister Mette Frederiksen gik på landsdækkende tv, og ”lukkede Danmark ned”. Gamechanger. Stemningen skiftede totalt. Min hjerne gik faktisk i stå den dag, og det er nærmest først nu i dag d. 21.april at den er ved at blive sig selv igen. Vi sad så, hvad der skulle vise sig at blive den sidste aften i Berlin, i biografen, den time hele verden ændrede sig – måske for altid? Pludselig pendlede en del elever ud og ind af salen, der blev mere og mere uro imellem dem, flytilstand i en biograf for 16-17 årige er åbenbart ikke noget man bruger… Min kollega gik ud til de af eleverne der var smuttet ud af salen for at mane til besindighed, med andre ord: Rolig nu!

Efter filmen var slut, samlede vi alle eleverne, og fik talt med dem om hvad det var der sket og hvad der bekymrede dem. Vi lyttede til deres (og deres forældres) bekymringer, og så tog vi hjem til det forfærdelige hostel og puttede eleverne i seng. Derefter satte vi lærere os og talte om: ”Hvad gør vi så nu?” Hjemme i Danmark var vi i god dialog med vores leder, som var meget sød og forstående og sagde, at vi måtte vurdere og træffe beslutningen om, hvorvidt vi ville blive og afsluttede turen som planlagt eller, om vi afkortede turen ved at tage hjem en dag tidligere. Vi havde mange gode perspektiver oppe og vende den aften, vi talte meget længe frem og tilbage. Vi endte med at beslutte, at vi kørte hjem en dag før tid. Vi kom hjem i god ro og orden og siden har alt været anderledes.

Fjernundervisningen af eleverne startede op, fint nok. Men samtidig med det skulle jeg og min mand som også er lærer, have styr på vores to 12 åriges forskellige skolers fjernundrvisningsplaner, og selvom de er gode, selvkørende børn, så skal man jo alligevel holde dem til ilden. Faktisk tror jeg det er første gang i lang tid, at vores søn har læst en hel bog, fordi hans mor aka mig har tvunget ham til at læse minimum 30 min. hver morgen som det første han gjorde – så noget godt er der da kommet ud af alt det her.

Men altså, punkt et var jo at få stykket en hverdag sammen i familien, så både mor og far kunne arbejde, at vi fik lavet en plan for de to 12 årige, samtidig med lillebror på 4 år skulle aktiveres. IPad’en flere timer dagligt var ikke løsningen, han skulle også ud og have frisk luft, lege med biler osv.  Det syntes jeg var svært. Jeg tilhørte ikke gruppen af dem som blev helt ”våd i trussen” over alt det her online-fis. Det er fint, jeg gør det jeg bliver bedt om, og der der giver mening for mig og mine elever. Men der er også meget som ikke fungerer ligeså optimalt som det at være i et klasserum med sine elever.

Jeg trives rigtig godt med min almindelige hverdag, før coronaen kom til landet. Det at kører afsted om morgenen, undervise mine elever i den virkelige verden, tale med mine kollegaer og ledelse i den virkelige verden. Det er et hit for mig. Det arbejde kommer ALDRIG til at erstatte det her online-cirkus. Så jeg glæder mig selvfølgelig til at vi en dag vender tilbage til normaliteten. Men det bliver nok en ny normalitet.

I går skete der nærmest et mirakel. Jeg fik ro i hovedet for første gang i fem uger! Mine store børn skulle afsted i skole igen, den yngste skulle i børnehave og min mand på arbejde, fordi han varetager nødundervisningen af sine elever. Så nu tror jeg, at jeg er ved at blive mig selv igen og kan tænke klart.

Jeg tænker, der må være mange flere som mig derude, mange flere lærere, ja mennesker som mig som ikke har trivedes med, at skulle afholde hjemmeskole for egne børn og være online på arbejdet. Det her med at finde en balance et system man kan være i, der må være andre end mig der har det sådan. Jeg synes bare ikke vi hører som meget om ”os”. Men jeg kan godt forstå det, for det er først nu jeg selv har fået ro i hovedet til at skrive om det.

Ligeså vel som vi skal spritte af og holde afstand, så skal vi virkelig også huske på at vi alle er forskellige, og at dem som råber højest ikke nødvendigvis altid har ret. Jeg synes det er helt ok ikke, at være en helt vild med alt det her online-cirkus, og jeg er sikker på at der er mange som mig, som bare ikke orker at sige det, fordi det ikke er så ”in” at blotte sig omkring det. Vi vil hellere høre alle de gode fortællinger om, hvor godt online undervisningen er, at det nærmest er en gave til menneskeheden og at vi jo kan løse mange ting fremadrettet på den her måde.

Jeg savner stadig hverdagen, før coronaen kom til landet, mine kollegaer og elever. Så selvom den hverdag vi får, nok aldrig bliver den sammen igen, glæder jeg mig til den. Jeg vil altid tænke på den 12. marts som den dag verden ændrede sig for altid, og min hjerne gik i stå for en tid.

Kærlig hilsen

Freja Nøhr