De glemte årgange og fællesskabet de har brug for

Det er torsdag og klokken er 09:58, jeg trykker ind på mit Google Meet møde med 8.z. I løbet af de første minutter holder jeg øje med, om alle 23 elever tjekker ind til mødet. Inderst inde ved jeg godt hvem, der kommer for sent eller slet ikke dukker op. Allerede i starten af hjemmeundervisnings-perioden begyndte jeg at sende sms´er dagen før og igen 30 minutter før vores online undervisning begynder. Undervisning online er selvsagt en nødløsning, men det er vigtigt for eleverne og mig at vi kan kigge hinanden nogenlunde i øjnene på Google Meet. Jeg kender mine elever, alligevel er jeg blevet overrasket både over dem – og over mig selv. Det er den positive sociale kontakt og rimelige forventninger, der engagerer eleverne, både over for den enkelte, men det motiverer også fællesskabet. Det sociale er limen der holder en klassen sammen, og covid-19 virker som rensebenzin. Limen mister langsomt sin effekt.

Det vidste jeg godt. For en klasse, 23 elever, der ikke trives, føler sig ikke forpligtet overfor hinanden. Jeg ved også godt, at det ikke er alle 23 elever, der synes, at klassens fællesskab er det primære i deres sociale liv. Men det er et fundamentalt menneskeligt behov at føle sig som en del af et tæt knyttet fællesskab, også i 8.z.

I filosofiens verden taler den schweiziske filosof Rousseau om vigtigheden af ´sense of belonging´, altså behovet for at høre til. Det påpegede han i 1971. Den tese gælder stadig i dag. Rousseau blev af den polske regering bedt om at skrive et essay, der skulle indgå som idegrundlag for det nye Polens grundlov i 1791. Polens grænser var simpelthen visket ud, landet var ophørt med at eksistere.  Men skolerne levede videre, nærmest som undergrundsorganisationer drevet af lærerne. Skolen dannede ramme om børnenes behov for at høre til i et lærings- og socialt fællesskab. Danmark er ikke Polen, og covid-19 udsletter ikke vores land. Men i en krisesituation, som den vi er i lige nu, er der i endnu højere grad et grundlæggende menneskeligt behov for et stærkt socialt tilhørsforhold. 23 vidt forskellige elever har behov for trygheden i deres klasse, på en skole, med deres lærere.

Jeg mener, at de ældste børn i skolen får tilsidesat deres grundlæggende behov for socialtryghed i deres skolefællesskab, fordi de politiske organisationer ikke kan se sig ud af at planlægge en skoledag, hvor der er plads til alle eleverne.

Covid-19 har taget elevernes ´sense of belonging´ fra dem. Fra den ene dag til den anden stoppede deres normale skolegang, og de er nu retmæssigt oplært i afstand, hygiejne og forsigtighedsprincipper. Efter 6 uge uden en normal hverdag begynder de at føle sig enormt isolerede. De er uden et nærværende og tydeligt fællesskab. De mangler 8.z. Når vi engang må komme i skole igen, er verden helt anderledes. Midt i maj eller måske først til august skal de på ny lære at være et fællesskab med plads til differentiering af 23 individer.

Min bekymring som folkeskolelærer går ikke på det faglige, det må vi samle op på løbende. Jeg ser en kæmpe opgave i at vise 23 elever vejen tilbage til 8.z. Jeg vil sammen med dem genskabe samvær, trivsel, gode grin, rummelighed og tålmodig. Når eleverne igen er trygge, så kan jeg begynde at undervise.

Som lærer har jeg behov for, at vores politikere, Sundhedsstyrelsen, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og Kommunernes Landsforening retter blikket mod de sociale- og mentale omkostninger for de ældste klasser i skolen. Corona-krisen handler ikke kun om hygiejne, den handler også om, at vi skal tage fysisk afstand fra hinanden. Jeg er simpelthen bekymret for mine elevers, og alle de andre børn, der ikke kan komme i skole, mentale helbred. Min bekymring er, at de psykiske efterdønninger bliver for mange og for uoverskuelige for Danmarks 11-16-årrige.

Derfor mener jeg, at vi skal gøre alt, vi kan for at genåbne skolerne for de ældste elever i maj måned. Lad de mindste gå i skole fra klokken 8-12 og de ældste fra kl. 13-17. Eller to dage til de mindste og tre dage til de ældste. Lad os finde lokale løsninger. Det må kunne lade sig gøre.

Det er nødvendigt at reetablere vores fællesskabsgrundlag, at mærke hinanden igen inden sommerferien. Eleverne i folkeskolen er kun børn, de har brug for at mærke, at vi som voksne værner om deres trivsel, at vi respekterer og arbejder med deres ´sense of belonging´. Lige nu gør jeg som lærer mit bedste på afstand, men det er ikke godt nok.