Coronatiden føles som en maniodepressiv person…

Jeg mener, at undervisningen i coronatiden er blevet mere kreativ, sjov og afvekslende, fordi vi har fået mere tid og færre forstyrrelser i dagligdagen og færre og mere effektive møder. Men coronatiden er også som en rutsjebanetur, som jeg tænker kan sammenlignes med at være maniodepressiv. Mine elever går fra ”Juhuuu” til ”I dag jeg stod jeg først op klokken fire og hvad skulle vi egentlig?” på meget kort tid.

En dag, under coronaen, blev jeg så træt af mine sløve udskolingselever, og tænkte, der skulle mere til. Men hvad var det jeg ville have gjort, hvis jeg var der i virkeligheden? Så jeg tog pis på dem og lavede en video, hvor jeg talte om den tekst de skulle arbejde med, og hvordan og ikke mindst HVOR de skulle aflevere analysen, samtidig med at jeg flettede deres måde at være på ind i videoen. Jeg brugte humor og ironi – præcis som jeg plejer, nu bare på video. Det var sjovt for mig og det virkede! Jeg fik næsten alle afleveringer af teksten i hus. Og eleverne fik set deres egen opførsel udefra. 

Men de elever, som har sværest ved at finde den nye rytme, taber vi på gulvet. I starten skulle de vænne sig til det, men efterhånden har de svært ved at holde fast og holde ud. Den indre styring, og forældrene som bakker op om skolen, udebliver, og situationen forværres for de svageste.

Vi er i daglig kontakt med en del elever, som vi er særligt opmærksomme på, og vi har allerede sendt de elever afsted til nødundervisning, som slet ikke kom i gang. Næste tiltag inden en underretning er, at en socialrådgiver og en lærer skal ud og besøge eleven og vurdere situationen.  

Så er det jeg tænker: Fint nok. Men vi har altså et helt 10. klassecenter som nærmest står tomt – hvorfor eller snarere hvornår fylder vi skolen op med elever, ud fra de retningslinjer der nu engang er stukket ud? Jeg tager gerne tilbage på arbejde i fysisk forstand, i det omfang jeg nu må, og underviser, taler og hjælper mine elever som jeg plejer? Hvorfor skal vi vente, når vi har plads? 

Det kommer til at få konsekvenser for de elever, der har sværest ved det, og jeg er sikker på at vi kan opfange og dermed undgå at skrive en hel del underretninger, spare på hjemmebesøgene, hvis bare vi kunne få det der ligner en normal hverdag tilbage, for de som har mest brug for det. Lad os droppe denne maniodepressive tilstand og vende lidt tilbage til en kendt hverdag. Nu er det snart d. 10. maj. Kom så Mette F. Tryk på knappen, jeg ved du har lyst!